24. jun 2021 Pressemeddelelse

Tillykke til København og til klimaet

Det er stort grønt klimaskridt, når ARC sammen med DTU, Pentair og Rambøll indvier det første pilotanlæg til CO2-fangst på Amager Bakke, lyder det fra Dansk Fjernvarme.

For at opfylde Danmarks klimamål er det nødvendigt at indfange store mængder CO2, der ellers ville blive udledt i atmosfæren og dermed fortsætte opvarmningen af kloden. Derfor er Dansk Fjernvarme begejstrede for nyheden om, at ARC sammen med DTU, Pentair og Rambøll indvier det nye pilotanlæg til CO2-fangst på Amager Bakke.

Det et stort og nødvendigt projekt, hvis vi skal indfri vores fælles klimamål, lyder det fra Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

- Med indvielsen af det første pilotprojekt til CO2-fangst på Amager Bakke tager ARC med sine partnere et stort skridt mod at sikre et endnu mere bæredygtigt samfund. Projektet på Amager Bakke er et godt og synligt bevis på, at aktørerne i energi- og forsyningssektoren tager ansvar. Sammen med kompetente samarbejdspartnere udvikler de morgendagens teknologier og træder de næste store skridt mod et CO2-neutralt Danmark, siger Kim Mortensen.

I første omgang er det muligt at indfange CO2 og lagre den i undergrunden, hvor den bindes permanent til lagene i undergrunden. Men over tid er det muligt at omsætte den til andre formål såsom Power-to-X, der igen kan levere store mængder grøn varme til fjernvarmekunderne.

- Det er næsten ikke muligt at overvurdere potentialet i, at vi får succes med de CO2-fangst projekter. Ikke alene vil de levere stor værdi til det danske klimabidrag og til den danske energisektor. Det vil ligeledes kunne være katalysator for et nyt stort eksporteventyr, siger Kim Mortensen.

Det nye pilotprojekt indvies sammen med klimaminister Dan Jørgensen og Københavns overborgmester, Lars Weiss (S), torsdag den 24. juni.

Målet er at fange 500.000 ton CO2 pr. år fra slutningen af 2025, og dermed kan projektet være et mærkbart bidrag til den grønne omstilling og Københavns Kommunes ambition om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.

Læs pressemeddelelsen fra ARC her: https://a-r-c.dk/nu-bliver-den-foerste-co2-indfanget-paa-amager-bakke/