23. jun 2021 Landsmøde

LM2021: Tilmelding åbner 18. august

Aalborg Kongres & Kultur Center lægger igen rammerne for et landsmøde – såvel tilmelding som booking af hotel åbner onsdag den 18. august. 

Dansk Fjernvarme samler hele energisektoren til Landsmøde 2021 i oktober. Det sker under temaet CENTRUM FOR DET GRØNNE DANMARK, og det er allerede nu muligt at sætte kryds i kalenderen for tilmeldingen til både landsmødet og booking af hoteller, der åbner den 18. august 2021.

Landsmødet vender tilbage efter en knockout af corona i 2020, og det er således 62. gang, at Dansk Fjernvarme kan afvikle sit årlige landsmøde. Turen går i år til det nordjyske, hvor Aalborg Kongres & Kultur Center danner ramme for landsmødet.

De senere år har landsmødet trukket over 2.000 deltagere til diskussion og debat om politik, teknik og de nyeste trends på markedet. Dansk Fjernvarme håber naturligvis, at så mange som muligt fra fjernvarmebranchen vil drage til Nordjylland fra den 28. oktober.

CENTRUM FOR DET GRØNNE DANMARK
I år udfolder Dansk Fjernvarme temaet CENTRUM FOR DET GRØNNE DANMARK. Fjernvarmen er ikke bare opstillede rapporter og virkelighedsfjerne teorier – fjernvarme er konkrete løsninger, der omsættes i grøn varme til grønne byer og lokalsamfund!

Men hvilken rolle spiller fjernvarmen egentlig i den grønne omstilling? I en tid hvor alle taler om elektrificering og 100 procent VE energi, er der så en fremtid for fjernvarmen? Det korte svar er JA!

For fjernvarmen er en central del af løsningen i den grønne omstilling, for der er ingen udnyttelse af overskudsenergi eller sektorkobling uden et fjernvarmenet til at binde det hele sammen.

Vi ses på Landsmøde 2021
Planlægningen af årets landsmøde er i fuld gang. Du kan glæde dig til et spændende og inspirerende program, som udspringer af emnerne: Sektorkobling, Grønne byer og lokalsamfund samt Grøn varme og kommunalvalget.

Energi-, forsynings- og klimaminister Dan Jørgensen kigger også forbi, ligesom en masse andre aktuelle indlægsholder fra hele energibranchen. 

I år kan du igen gå på opdagelse i en spændende træfpunkt­udstilling, hvor branchen står klar til at præsentere dig for de bedste løsninger og en snak om dine konkrete udfordringer.

Hold øje med Dansk Fjernvarmes hjemmeside og vores nyhedsbreve her opdaterer vi løbende om Landsmøde 2021