18. jun 2021 Lokalt

Løsning Fjernvarme får mere overskudsvarme

Et nyt samarbejde om overskudsvarme skal sikre udfasning af de fossile brændsler hos Løsning Fjernvarme.

Løsning Fjernvarme bruger allerede i dag overskudsvarme fra foderproducenten DAKA, men nu åbner fjernvarmeselskabet op for også at kunne modtage overskudsvarme fra virksomheden Meelunie, der producerer proteinrige fødevareingredienser.

Meelunie går i efteråret i gang med at bygge en fabrik i området, og produktionen skaber ganske meget overskudsvarme, som fremover skal være med til at varme byens boliger op. Den nuværende aftale om at aftage overskudsvarme fra DAKA dækker omkring 33 procent af det samlede varmebehov, men med den nye aftale forventer Løsning Fjernvarme, at overskudsvarme i fremtiden vil kunne levere al varme til kunderne.

- Vi kan faktisk forsyne hele vores område og mere til med overskudsvarme, fortæller Esben Iversen, der er driftsleder hos Løsning Fjernvarme om den nye aftale.

Den store mængde overskudsvarme betyder også, at flisværket, som i dag leverer 62 procent af varmen til forbrugerne hos Løsning Fjernvarme, vil blive en reserve, som kan tændes på kolde dage, hvor der er behov for ekstra varme hjemme i boligerne.

Ser efter flere fjernvarmekunder
Næste step i projektet er at lave en teknisk masterplan, hvor der bliver kortlagt, hvilken teknologi, der skal benyttes; hvor varmen skal sendes hen og om eventuelle nye områder skal forsynes med overskudsvarmen.

Ifølge Løsning Fjernvarme giver den nye aftale nemlig mulighed for at dække mere end de nuværende forbrugere med varme. Faktisk vil Løsning Fjernvarme komme til at opleve en lille overkapacitet af varme.

– Vi er fremtidssikret de næste 5-10 år, men det betyder ikke, at vi kommer til at læne os tilbage. Med den store mængde varme betyder det, at vi kan begynde at fokusere endnu mere på at levere CO2-venlig varme i vores forsyningsområde til blandt andet industrikvarteret, siger Esben Iversen.

Alt efter, hvilken retning den tekniske plan tager og hvordan byggeriet går, vil Meelunies nye fabrik så småt kunne levere varme til borgere i løsning omkring efteråret i 2022.