27. maj 2021 Lokalt

Hjemmebesøg sender millioner retur til varmekunder

Næstved Fjernvarme har stor succes med at besøge kunderne for at få dem til at arbejde aktivt med at skære ned på CO2-udledningen.

- Det er jo ikke raketvidenskab, det vi har gjort. Tværtimod er det jo meget lavpraktisk. Men det er ikke mange, der prioriterer at bruge ressourcerne på det, siger Jens Andersen, direktør i Næstved Fjernvarme. Foto: Jesper Voldgaard.

1.221 hjemmebesøg hos varmekunderne er det blevet over de seneste år for Næstved Fjernvarme. Dialogen med kunderne på deres hjemmebane er en bevidst strategi fra det sjællandske fjernvarmeselskab, der både vil have varmekunderne til at sænke CO2-udledningerne og sende penge retur til dem.

- Det er jo ikke raketvidenskab, det vi har gjort. Tværtimod er det jo meget lavpraktisk. Men det er ikke mange, der prioriterer at bruge ressourcerne på det. Nu har vi bevist, at der ikke skal så meget til for at passe på miljøet og på kundernes penge, forklarer direktør Jens Andersen.

Nye anlæg til mange
Initiativet har over tre år sparet miljøet for udledning af 627 ton CO2, ligesom fjernvarmekunderne hos Næstved Fjernvarme sparet 4 millioner kroner på varmeudgifter.

Samtidig har de mange hjemmebesøg også ført til, at 353 af de besøgte kunder har fået nyt fjernvarmeanlæg. Og samtlige valgte at abonnere på et anlæg hos Næstved Fjernvarme i stedet for at købe det selv.

- Det har givet en hurtig effekt på miljøet og store besparelser til kunderne, som vi slet ikke opnåede, dengang vi blot sendte kunderne en rapport, der viste deres energitab, fortæller Jens Andersen, der forventer endnu bedre resultater i fremtiden, fordi der fortsat foretages hjemmebesøg.

Småting har gjort en forskel
Han fortæller, at hjemmebesøgene betyder, at man fra fjernvarmeselskabet hurtigt er i stand til at kunne tilpasse eller udskifte fjernvarmeanlæg, der ikke fungerer optimalt.

- Det har mest været småting som defekte ventiler, tilkalkede varmtvandsbeholdere og forkert indstillede anlæg, der har givet dårlig udnyttelse af fjernvarmen, fortæller han.

Næstved Fjernvarmes resultater har givet genlyd i udlandet. Jens Andersen har holdt en række oplæg i Kroatien, Tyskland og Frankrig for fjernvarmeleverandørernes eksportorganisation og danske ambassader for at fremme dansk teknologi.

Resultaterne er opnået i et samarbejde mellem Næstved Fjernvarme og Næstved Kommune om bæredygtig grøn byudvikling i et tre-årigt EU projekt.