26. maj 2021 Kurser & arrangementer

Energistyrelsen deler erfaringer om Fjernvarmepuljen

Dansk Fjernvarme er fredag den 28. maj vært for et webinar, hvor Energistyrelsen fortæller om deres foreløbige erfaringer med søgning i Fjernvarmepuljen.

Fjernvarmepuljen har fået tilført ekstra midler – 150 mio. kroner – og der er således fortsat midler at søge for de fjernvarmeselskaber, der planlægger konverteringsprojekter fra gas- eller olieopvarmning til grøn fjernvarme.

Den samlede pulje for 2021 er på knap 300 millioner kroner, og der er indtil nu ansøgt om knap 175 millioner kroner. Derfor er der gode muligheder for, at flere fjernvarmeselskaber kan få del i midlerne.

Energistyrelsen har allerede gjort sig sine første erfaringer med administration af midlerne fra fjernvarmepuljen. På et webinar den 28. maj vil de fortælle om de hidtidige erfaringer til medlemmer af Dansk Fjernvarme.

På forhånd vil medlemmerne således kunne få mere viden om, hvor lang sagsbehandlingstiden er på et konverteringsprojekt, og hvilke ting selskaberne skal være særligt opmærksomme på, når man skriver sin ansøgning.

Der er tilmeldingskrav til webinaret, der bliver afviklet fra kl. 10 og en time frem.

Her kan du melde dig og læse mere om indholdet i webinaret