05. feb 2021 Lokalt

Brønderslev håber på at konvertere erhvervsområde

22 virksomheder i Erhvervsområde Syd kan se frem til at få tilbudt fjernvarme fra Brønderslev Forsyning inden sommerferien, hvis et konverteringsprojekt bliver godkendt i kommunen. 

Indenfor de kommende måneder kan en række virksomheder i Erhvervsområde Syd ved Brønderslev se frem til at få besøg fra Brønderslev Forsyning med en invitation til at komme på fjernvarmenettet. Fjernvarmeselskabet har nemlig ansøgt kommunen om at kunne konvertere områdets i alt 22 virksomheder til grøn fjernvarme.

Varmechef Poul V. Jensen fortæller, at man har arbejdet med konverteringsprojektet siden efteråret 2020. Området er på mange måder interessant for Brønderslev Forsyning, mener han og nævner, at potentialet er på omkring 2.000 MWh.

- Hovedparten af bygningerne i området bliver brugt til administration, så der er rigtig mange kvadratmeter med et forholdsvist stort forbrug, forklarer han.

Gamle gasfyr
I modsætning til boligområderne i Brønderslev, så har erhvervsområderne været udlagt til naturgas, men forsyningen har undersøgt de potentielle forbrugere, og der ser ud til at være et potentiale, fordi 15-17 af virksomheder har gasfyr, der er mere end 10 år gamle.

Det bør gøre det nemmere at overtale dem til at skifte til fjernvarme, lyder vurderingen fra Brønderslev Forsyning.

- Alternativet til gas vil være individuelle varmepumper, og vi mener selv, at vi har et tossegodt grønt alternativ med fjernvarmen, konstaterer Poul V. Jensen.

Det ”tossegode grønne alternativ” som varmechefen henviser til, bygger på, at Brønderslev Forsyning i 2018 indviede sit nye værk til en pris af mere end 300 millioner kroner, hvor man kombinerer flis, solvarme fra CSP-fangere, varmepumper og en ORC-turbine.

Dermed kan nye kunder fra Erhvervsområde Syd – sammen med alle de øvrige aftagere af varme fra Brønderslev Forsyning - være sikre på, at de får en varme, der både er fremstillet effektivt og miljøvenligt.

Gasprisen har været en udfordring
Det endnu ikke godkendte konverteringsprojekt er i øvrigt en efterfølger til gaskonvertering i en anden del af Erhvervsområde Syd, hvor Brønderslev Forsyning allerede i 2020 fik koblet en større virksomhed på nettet.

Ifølge Poul V. Jensen er der tale om en virksomhed, der flyttede til større lokaliteter, og de havde fra start besluttet sig for, at deres varme ikke skulle være gas, men grøn fjernvarme, som de var vant til. Det projekt er afsluttet, og selv om man indtil videre ikke har fået andre virksomheder på fjernvarmenettet, så er Poul V. Jensen fortrøstningsfuld.

- Udfordringen sidste år var, at der var meget billig naturgas, så det har formentlig afholdt andre fra at koble sig på fjernvarmen. Men de kommer måske på senere – det tror vi da på.

Klar fra sensommeren
Som allerede nævnt, så har Brønderslev Forsyning netop sendt deres konverteringsforslag til godkendelse i kommunen. Varmechefen antager, at der vil omkring tre måneder, inden projektet er kommet igennem høring og godkendelse.

Men derefter er forsyningen klar til at gå i gang med anlægsarbejdet, forsikrer Poul V. Jensen, der bl.a. indebærer at få gravet en transmissionsledning på blot 500 meter ned.

- Vi er så heldige, at vi skal igennem et ubebygget erhvervsområder, så vi skal ikke i gang med at flytte asfalt. Så jeg håber og tror på, at vi kan rulle det hele ud hen over sommeren og sensommeren.