23. nov 2020

Overvældende interesse for konvertering til fjernvarme

Flere end 120 medlemmer i Dansk Fjernvarme deltog mandag i et webinar om konvertering til fjernvarme. Opbakningen skal ses som udtryk for stort potentiale, lyder det fra Dansk Fjernvarme.

Mandag d. 23. november afholdt Dansk Fjernvarme webinar med fokus på, hvordan de danske fjernvarmeselskaber kan konvertere boliger fra olie og naturgas til grøn fjernvarme, og hvordan de kan få adgang til de tilskudspuljer, som Folketinget netop har besluttet for at sikre den grønne omstilling.

Fra Stege til Støvring og fra Kalundborg til Kjellerup. Fjernvarmeselskaber over hele landet deltog for at blive klogere på, hvordan de kan få en håndsrækning til at sikre den nødvendige grønne omstilling af vores boligopvarmning.

67 procent af de deltagende selskaber tilkendegav, at de lige nu arbejder på konkrete konverteringsprojekter. Og det glæder Dansk Fjernvarme.

- Vi var godt klar over at der bliver arbejdet rundt om i landet med fjernvarmeprojekter, men vi er alligevel positivt overraskede over omfanget. Det lover virkeligt godt for 1 halvår 2021. Vi skal have udbredt den grønne fjernvarme, og vores medlemmer er i fuld gang, lyder det fra Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

Stor potentiale i konvertering til grøn fjernvarme
De cirka 500.000 boliger, der i dag opvarmes med enten olie- eller naturgasfyr, står for udledningen af i alt 1,9 mio. ton CO2. Når de er omstillet til grøn varme vil det bidrage med cirka 6,7 procent af Folketingets mål om at reducere udledningen med 70 procent i 2030.

- Der ligger et stort potentiale i at omstille vores sorte boliger til en ny grøn varmekilde. Det er de danske fjernvarmeselskaber meget opmærksomme på, siger Rune Moesgaard.

En rapport fra COWI, der også indgik i forhandlingerne om fordelingen af tilskud til udfasning af olie- og naturgasfyr, viser, at der er mindst 200.000 boliger, der med fordel kan skifte til fjernvarme.

Stor aktivitet blandt selskaberne
En del af midlerne er afsat til udbygning med fjernvarme. Det er disse midler som fjernvarmeselskaberne forventes at få adgang til fra den 10. januar 2021, når lovgrundlaget er på plads.

- Vi er slet ikke i tvivl om, at fjernvarmeselskaberne vil indsende ansøgninger på et antal konverteringer der langt overstiger det, der er afsat af midler i fjernvarmepuljen.

Men for fjernvarmeselskaberne, hvis styrke blandt andet ligger i, at de kan konvertere store områder og kvarterer i ét ryk, gælder det, at de skal have godkendelse hos myndighederne, foretage høringer og en række andre ting, pointerer Rune Moesgaard.

- Derfor forventer vi også en vis forskydning i efterspørgslen og ansøgningerne om adgang til puljerne. Så selvom det er helt afgørende, vi får en grundig og klog energiplanlægning, og vi får valgt de kloge løsninger, så tager det tid. Det er med andre ord bestemt ikke udtryk for manglende appetit på at omstille boligerne, men snarere udtryk for, at selskaberne planlægger klogt, så den grønne omstilling ikke bliver dyrere end højest nødvendigt.