01. sep 2020

Konverteringsplaner skal støves af

Fjernvarmeselskaberne skal sætte skub i deres konverteringsprojekter her i efteråret – Dansk Fjernvarme giver gode råd om konvertering på tre temadage i oktober.

Det skal være slut med fossil energi i vores opvarmning, og det er oplagt, at det bliver fjernvarmeselskaberne, der står klar med grøn varme til de mange husstande og bygninger, der skal igennem en konvertering.

Med den nye klimaaftale fra juni er der tilmed lempet på en række krav, så det bliver nemmere for fjernvarmeselskaberne at få godkendt konverteringsprojekter, så der er ifølge Dansk Fjernvarme god grund til, at fjernvarmeselskaberne får åbnet skuffen med forslag til mulige konverteringer.

- Alle fjernvarmeselskaber vil nyde godt af at få flere kunder tilsluttet fjernvarmenettet. Det skaber en bedre generel økonomi og ikke mindst et stærkere økonomisk grundlag for fremtidige investeringer, siger økonomisk konsulent i Dansk Fjernvarme, Anders Jespersen.

Det haster
Han tilføjer, at det haster, hvis et fjernvarmeselskab skal udnytte et konverteringspotentiale i området. Klimaaftalen indeholder nemlig også en stor sænkelse af elafgiften og tilskud til individuelle varmepumper. Og senest er der udsendt høringsforslag, der fremrykker tilskud til installation af individuelle varmepumper.

- I konverteringsområderne vil der være olie- og naturgaskunder, der allerede nu er på udgik efter nye varmeanlæg til at erstatte deres gamle olie- eller naturgasfyr. Der er alvorlig risiko for, at potentielle konverteringsområder hurtigt vil blive udhulet af individuelle varmepumper, hvis området ikke snart bliver konverteret til fjernvarme.

Kom i gang nu!
På den baggrund opfordrer Anders Jespersen og Dansk Fjernvarme til, at fjernvarmeselskaberne allerede nu tager fat i kommune og rådgiver og få forberedt så meget som muligt af det indledende arbejde ved et konverteringsprojekt.

- Godkendelsesprocessen ved et konverteringsprojekt kan tage fra 3-6 måneder, afhængig af hvor godt man er forberedt. Når vi kommer frem til årsskiftet, hvor vi forventer at al lovgivningen er på plads, vil fjernvarmeselskaberne allerede være bagud fordi det først er her, kommunerne kan begynde at godkende konverteringsprojekter. Sælgere af individuelle varmepumper vil derimod kunne sælge fra dag ét, når tilskudsordningen træder i kraft, forklarer Anders Jespersen.

Han vurderer, at der er en risiko for, at olie- og naturgasområderne om 2-3 år er blevet overtaget af individuelle varmepumper hvis fjernvarmebranchen ikke allerede nu får konverteret områderne. Sker det, så er vinduet til at få konverteret blevet meget lille.

- Dansk Fjernvarme vil her i det næste halve år op mod nytårsskiftet på forskellig vis understøtte medlemmernes arbejde med konverteringsprojekter, så vi sammen kan få udnyttet det store konverteringspotentiale og tilbyde kunderne grøn og billig fjernvarme, siger Anders Jespersen.

Tre temadage
Dansk Fjernvarme har allerede søsat tre temadage, der bliver afviklet tre steder i landet i løbet af oktober. Overskriften på de tre temadage er ”Få en god start på jeres konverteringsprojekt”, og her vil der være fokus på, hvorfor det vil være en god idé at konvertere naturgasområder, og hvordan selskaberne kan få den bedste start på et konverteringsprojekt.

Hvert sted vil to fjernvarmeselskaber fortælle om deres aktuelle erfaringer med konverteringsprojekter, ligesom der vil være indlæg fra konsulenter i Dansk Fjernvarme og FIF Marketing.

Den første temadag bliver i Roskilde den 8. oktober. Dernæst følger Aars den 20. oktober og Kolding den 21. oktober.

Du kan læse mere om programmet og melde dig til – klik her