12. mar 2020 Corona

Fjernvarmen har et særligt ansvar

Som en del af den forsyningskritiske infrastruktur skal fjernvarmeværker stille personale til rådighed til at opretholde forsyningssikkerheden – de øvrige ansatte bør følge de generelle anbefalinger, lyder rådet fra Dansk Fjernvarme.

Den alvorlige situation omkring Covid-19 smitte og regeringens tiltag til at mindske smittespredningen i Danmark bliver fulgt nøje i den danske fjernvarmebranche. De lige under 400 fjernvarmeselskaber i Danmark udgør en vigtig del af den forsyningskritiske infrastruktur med at sikre varme til mere end 3,7 millioner danskere.

- Dansk Fjernvarme følger myndighedernes udmeldinger til os som branche meget tæt, og det gælder selvfølgelig også for vores medlemmer, der spiller en vigtig rolle som danskernes største varmeleverandør, siger direktør Kim Mortensen, Dansk Fjernvarme.

Han fortsætter:

- Anbefalingen fra os er klar: Der skal i de kommende uger kun stilles det personale til rådighed, der er kritisk i forhold til at opretholde forsyningssikkerheden, mens det øvrige personale bør følge myndighedernes generelle anbefalinger.

Udskyder alle kurser
Dansk Fjernvarme har som brancheorganisation for både kommunale og andelsselskabsejede fjernvarmeselskaber tæt kontakt med de relevante myndigheder, og medlemmerne af Dansk Fjernvarme vil også de kommende dage og uger fortsat kunne holde sig orienterede via foreningens hjemmeside.

Også sekretariatet i Dansk Fjernvarme følger myndighedernes seneste anbefalinger. Det betyder, at medarbejderne på kontorerne i Kolding hh. København arbejder hjemmefra, men naturligvis er til at komme i kontakt med for medlemmer og andre via elektroniske kanaler.

- Det gælder i første omgang fra nu og frem til og med den 27. marts. Samtidig har vi udskudt alle kommende kurser og arrangementer, og alle berørte deltagere, kursister og indlægsholdere bliver kontaktet af Dansk Fjernvarme, siger Kim Mortensen.

Løbende information til Dansk Fjernvarmes medlemmer
Dansk Fjernvarme følger situationen meget nøje og sender løbende information ud til medlemmer af foreningen. Al information om hvordan landets fjernvarmeselskaber skal forholde sig til den nuværende situation er samlet her.