12. mar 2020 Corona

Hvordan forholder Dansk Fjernvarme sig til coronavirus?

Coronavirus / Covid-19 vokser dag for dag i Danmark og påvirker flere og flere. Dansk Fjernvarme tager situationen meget alvorligt og følger udviklingen nøje. Læs teksterne om corona her på siden, før du ringer til fagkonsulenterne.

Situationen med Coronavirus / Covid-19 udvikler sig dag for dag og time for time. Som brancheorganisation for landets fjernvarmeselskaber, tager Dansk Fjernvarme situationen meget alvorligt.

- Situationen med coronavirus er meget alvorlig for vores branche, som er en del af de forsyningskritiske sektorer. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for både at inddæmme smitten og at holde vores medlemmer orienteret om situationen, så vi kan undgå, at kontrolrumsansatte og andre bliver smittede, lyder det fra direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Løbende information til Dansk Fjernvarmes medlemmer
Dansk Fjernvarme følger situationen meget nøje og sender løbende information ud til medlemmer af foreningen. Al information om hvordan landets fjernvarmeselskaber skal forholde sig til den nuværende situation er samlet her

Dansk Fjernvarmes kurser og arrangementer
Hos Dansk Fjernvarme er sikkerheden for vores kursister og undervisere af højeste prioritet. Vi følger derfor situationen tæt og retter os efter myndighedernes anbefalinger.

På baggrund af myndighedernes seneste udmelding, har Dansk Fjernvarme besluttet foreløbigt at udskyde alle kommende kurser og arrangementer. Alle berørte deltagere, undervisere og indlægsholdere vil blive kontaktet af Dansk Fjernvarme.

Du kan læse mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er tilmeldt et af Dansk Fjernvarmes arrangementer her.

Følg myndighedernes anbefalinger
Vi har alle et ansvar for at inddæmme coronavirus i Danmark. Derfor opfordrer Dansk Fjernvarme også alle til at følge myndighedernes officielle anbefalinger, som blandt andet indebærer:

  1. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  2. Host eller nys i dit ærme - ikke dine hænder
  3. Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt
  4. Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen
  5. Hvis du er ældre eller kronisk syg - hold afstand og bed andre tage hensyn

Dansk Fjernvarme vil løbende opdatere denne nyhed, hvis myndighederne ændrer deres anbefalinger. Denne nyhed er sidst opdateret d. 12. marts.

Se også videoen herunder, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller om, hvad man kan gøre: 

Indholdet du prøver at tilgå kan indeholde cookies

En del af indholdet på denne side kommer fra en tredjepart og kan indeholde cookies.
For at se indholdet skal du acceptere alle cookies