08. nov 2016

Interview: Energibesparelsen er afgørende

I Vivild på Djursland vil de gerne have solvarme. De har en byggegrund og godkendelse af kommunen. Men mangler energibesparelser, før deres solvarmeanlæg bliver til noget.

I Vivild er energibesparelser afgørende for, om de får et solvarmeanlæg. Billedet er fra etableringen af Vejby-Tisvildes anlæg. Foto: Thomas S. Sørensen

160 ton CO2. Så meget kan Vivild Varmeværk a.m.b.a. spare om året med et 7.000 kvadratmeter stort solvarmeanlæg. Anlægget vil samtidig betyde en besparelse på 6 millioner kroner over de næste 20 år.

Fjernvarmeselskabet på Djursland får den 16. november tre totaltilbud fra leverandører på etablering af anlægget. Men manglen på en energispareaftale spænder ben.

- Det er afgørende for, om projektet bliver til noget, lyder det fra Vivild Varmeværks bestyrelsesformand Kristian Madsen med henvisning til, at anlægget vil betyde energibesparelser på 1,5 millioner kroner.

Læs også: Stort fald i planlagte solvarme-anlæg

Vivild Varmeværk etablerede for ti år siden et flisfyret anlæg. Nogle år senere kom så energispareaftalen, der forpligter alle fjernvarmeselskaber årligt at realisere energibesparelser.

- Vi er nødt til at købe energibesparelser hos Verdo for 150.000 kroner hvert år, fordi vi ikke selv kan opnå dem. Hvis vores flisanlæg kunne have talt med for tilbagevirkende kraft, havde vi haft energibesparelser i overflod, fortæller bestyrelsesformanden.

Læs også: Energibesparelser: 2016 blevet et spildt år

- Den situation vil vi ikke stå i igen: At vi sætter et anlæg op uden at kunne udnytte anlægget som energibesparelser. Så hellere vente, siger Kristian Madsen.

Prisen på solvarmeanlægget regnes med at ende på 16,5 millioner kroner inkl. en 2.000 kubikmeter stor akkumuleringstank.

Ifølge bestyrelsesformanden vil de kunne opføre og have solvarmeanlægget klar til drift inden sommer næste år, hvis altså der snart bliver indgået en ny energispareaftale.