19. sep 2022 Fagligt

Brændselsforbruget steg fra 2020 til 2021

Energistyrelsen har offentliggjort tal fra Energiproducenttællingen, og den viser, at der var et stigende brændselsforbrug til el og fjernvarme grundet koldere vejr og mindre vind i 2021 end 2020.

Fjernvarmeproduktionen fra varmepumper er blevet firedoblet fra 2019 til 2021, viser nye tal fra Energistyrelsen. Foto: Jesper Voldgaard.

Det var både køligere og blæste mindre i 2021 sammenlignet med 2020, og det afspejler sig i den såkaldte Energiproducenttælling for 2021. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Energistyrelsen, der også fortæller, at fjernvarmeproduktionen fra varmepumper er firdoblet fra 2019 til 2021.

Tallene viser, at både el- og fjernvarmeproduktion fra de omfattede anlæg steg fra 2020 til 2021. Stigningen i elproduktion kan blandt andet tilskrives en kombination af, at nettoimporten af elektricitet faldt og vindmøllerne producerede mindre strøm i 2021. Stigningen i fjernvarmeproduktion skyldes hovedsageligt, at det var køligere i 2021 end i 2020.

- Energiproducenttællingen viser den rejse fjernvarme allerede er i fuld gang med, nemlig dels, at blive mere elektrisk, dels, at bruge en bredere palette af brændsler og teknologier, så afhængigheden af dyre energikilder mindskes, og endeligt at fjernvarmen samlet set kommer til at udnytte energikilderne mere effektivt bl.a. via kollektive varmepumper, siger analysechef Jesper Koch.

Stigningen i produktionen medførte et stigende forbrug af brændsler, især træ og kul. Forbruget af træ steg således med 34 pct, mens forbruget af kul steg med 36 pct. Kul udgør dog stadig kun en mindre del af det samlede forbrug af brændsler til el- og fjernvarmeproduktion, nemlig 18 pct. i 2021.

For fjernvarmen er det ikke hele produktionsstigningen, der medfører et øget brændselsforbrug, da en stigende andel af fjernvarmen produceres på brændselsfrie anlæg som solvarmeanlæg, overskudsvarmeanlæg, elkedler, varmepumper og geotermianlæg.

Fra 2020 til 2021 er varmeproduktionen på disse anlæg således steget fra 12 PJ til 14 PJ. Det er især varmepumper, der bidrager til stigningen. Produktionen på varmepumper er fordoblet fra 2020 til 2021. Stigningen kommer oveni en stor stigning fra 2019 til 2020, hvilket betyder, at fjernvarmeproduktionen fra varmepumper er firdoblet fra 2019 til 2021.