03. aug 2022 Fagligt

Fjernvarmepulje for 2022 er udtømt

Fjernvarmepuljen på 265 mio. kroner for i år er blevet udtømt med ansøgninger for over det allokerede beløb. Det vil forsinke projektforslag, der afhænger af støtte fra fjernvarmepuljen.

Interessen for grøn fjernvarme er steget betydeligt i Danmark. Samtidig er materialer og arbejdskraft blevet dyrere.

Det er to af grundene til, at den fjernvarmepulje, der ellers skulle række året ud er blevet udtømt ansøgninger for 10 millioner mere end det allokerede beløb på 265 mio. kroner. Lige nu er der indsendt 59 ansøgninger med ønske om i alt 274.479.858 kr. ud af 265 mio. kr.

Den direkte konsekvens af en tom fjernvarmepulje så tidligt på året bliver, at der vil være fjernvarmeprojekter, som bliver forsinket, indtil der bliver tilført yderligere midler til puljen.

- Det er ikke overraskende, at fjernvarmepuljen er tom. Der er stor efterspørgsel på fjernvarme i år, på grund af de høje energipriser. Og selvom langt de fleste konverteringsprojekter ikke behøver støtte fra fjernvarmepuljen for at få økonomien med, så er det afgørende for dem, der afhænger af støtten til at udbygge den grønne fjernvarme og konvertere naturgas- og oliekunder, siger Nicolai Kipp, chefkonsulent i konverteringer hos Dansk Fjernvarme.

Der er per dags dato givet tilsagn til støtte på 151.401.997 kr. ud af 265 mio. kr. Indtil der er blevet givet tilsagn til alle 265 mio. kr. holder Energistyrelsen fjernvarmepuljen åben.

Hold kommunen informeret
Arbejdet med at sikre uafhængigheden af russisk gas samt at komme i mål med den grønne omstilling har sat skub i den kommunale varmeplanlægning, hvor der arbejdes på at få kortlagt udrulningen af fjernvarmenettet med klar besked til borgerne inden udgangen af 2022. Derfor kan et forsinket fjernvarmeprojekt pga. manglende støtte fra fjernvarmepuljen også have betydning for kommunen.

- Vi vil gerne opfordre til, at man tager kontakt til kommunen (evt. via tilknyttede rådgivere på projektet) for at holde kommunen orienteret om de igangværende projekter, der måske kan eller bliver forsinkede. Energistyrelsen plejer at kontakte kommunerne, hvis ansøgninger på afvist pga. af manglende midler i puljen. Her er det vigtigt at være proaktiv og have skabt dialogen med kommunen, så man kan samarbejde om processen derfra, siger Nicolai Kipp.