23. jun 2022 Politisk

Tyskland går i "Alarm"-beredskab over gas

Den tyske regering har taget et trin op til det næste beredskabsniveau som følge af det fortsatte fald i gasleverancer fra Rusland.

Torsdag besluttede den tyske regering, at man forhøjer beredskabet et ekstra trin fra ”Early Warning” til ”Alarm”. Det er udtryk for, at regeringen i Tyskland mener, der nu er en høj risiko for, at manglen på gas fra Rusland på længere sigt både bliver endnu mere sandsynlig og måske ender med helt at stoppe.

Regeringen i Berlin har dog valgt endnu ikke at indføre højere afgifter på den resterende gas. Det er et af de instrumenter, som politikerne kan tage i brug under ”Alarm”-fasen, der er det andet af i alt tre kriseniveauer i EU. Højere afgifter skal sænke efterspørgslen på gas generelt.

I Danmark er kriseniveauet endnu på det første trin – ”Early Warning”. Det blev iværksat tidligere i denne uge af Energistyrelsen, fordi de danske myndighederne ser en risiko for en situation med betydeligt forringet gasforsyning.

Ændringen i Tyskland får dog ingen betydning for Danmark, lyder meldingen fra Energistyrelsen i Danmark.

- Tysklands melding ændrer ikke på Danmarks situation. Der kommer stadig gas til Danmark fra Tyskland, og der fyldes gas på lagrene. Det er sommer og derfor er gasforbruget lavere, og vi producerer biogas, som dækker en stor del af det aktuelle forbrug. Men vi følger situationen tæt og holder øje med, om der sker yderligere ændringer i forsyningssituationen, siger vicedirektør Martin Hansen fra Energistyrelsen.

Early Warning fra marts
Tyskland gik allerede på ”Early Warning”-beredskab i slutningen af marts og har derfor bl.a. haft et stærkt fokus på øge lagrene af naturgas. Situationen er senest forværret, da Rusland i sidste uge skar 60 procent af gastilførslen på Nord Stream 1 – et tiltag der rammer det meget gasafhængige tyske marked særdeles hårdt.

Samtidig er flere at de største tyske industrivirksomheder i færd med at tage stilling til, hvordan de skal reagere, hvis den russiske gas helt udebliver. Kemi-giganten BASF er ifølge Reuters i færd med at kortlægge hvilke fabrikker de kan lukke ned, hvis – eller når – den russiske gas stopper.

Kelheim Fibre i Bayern har netop bedst den tyske stat om et tilbud på 2 millioner Euro til at omstille deres nuværende gasbaserede energiproduktion til olie. Og ifølge Reuters er det samme tilfældet med en række andre større virksomheder, der i tilfælde af gasstop vil være tvunget til at stoppe deres produktion.