23. jun 2022 Lokalt

Ny boosterstation er indviet i Frederikshavn

Frederikshavn Forsyning har sammen med Frese indviet en komplet boosterstation, der skal sikre fjernvarme til 300 potentielle forbrugere i det grønne boligområde Kilden. 

- Det passede bare med rør og kabler og kom som en helt færdig løsning, der var nem for os at håndtere. Og der har været fokus på arbejdsmiljø, ståhøjde og indretning, forklarer driftsansvarlig hos Frederikshavn Forsyning, Kim Arp. Foto: Frese.

70 meter. Så højt skal der pumpes, for at beboerne i Kilden kan få fjernvarme i de 7,8 km hovedledning og 4,8 km stikledninger, der er ved at blive gravet ned det grønne boligområde Kilden. Dermed er området delvist klar til tilslutning.

Højtliggende områder stiller krav til det rigtige pumpetryk, og her valgte Frederikshavn Forsyning at gå sammen med Frese om en plug-and-play boosterstation, der blev indviet den 9. juni.

- Vi har haft samarbejde med fjernvarmeteamet hos Frese, og ville gerne se deres forslag til en løsning. Frese var meget lydhøre over for hvad vi ville have og hvordan den skulle indrettes, forklarer Kim Arp, som er maskinmester og ansvarlig for drift af pumpestationerne for Frederikshavn Forsyning.

Han fremhæver blandt andet, at selskabet har haft stort fokus på arbejdsmiljø, da der skulle designes, så medarbejderne undgår dårlige arbejdsstillinger og tunge løft.

Fleksibel og driftssikker løsning
Boosterstationen er designet som en kombineret pumpestation med dublerede pumper, trykholdestation med dublerede overstrømsventiler, flowmåling og lavtemperaturshunt. Tilsammen sikrer det en energieffektiv drift og samtidig en høj driftssikkerhed. Designet på pumpestationen er ligeledes udført, så den er støjsvag og falder ind i naturen. 

Frese har designet og leveret stationen som en komplet løsning med indsvejsning til ledningsnettet, styring og integration i Frederikshavns Forsynings SRO.