12. jan 2022 Regionalmøde

Regionalmøderne har fokus på grøn omstilling

De forestående otte regionalmøder tager en række tværgående udfordringer op, der har grøn omstilling som fælles overskrift. Det første møde er i Kolding den 1. marts – det sidste bliver i Glyngøre den 16. marts.

- Vi giver fx konkrete bud på, hvordan de nye rammebetingelser og udfasningen af gas til opvarmning giver nye muligheder for at tilbyde fjernvarme i de mange naturgasområder, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, om de forestående regionalmøder. Foto: Jesper Voldgaard.

Corona-restriktionerne kom på tværs for Regionalmøderne i 2021, men i år satser Dansk Fjernvarme på at kunne afvikle møderne på traditionel vis i marts. Dansk Fjernvarme har netop offentliggjort både tid og sted for de i alt otte møder, der afvikles fra den 1. til den 16. marts otte forskellige steder rundt om i landet.

Den fælles overskrift for de otte regionale møder er fjernvarmens rolle i den grønne omstilling af vores samfund, og hvordan fjernvarmeselskaberne kan bidrage til den kolossale opgave, det er at skabe et grønt og fossilfrit samfund.

Direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, slår fast, at det er en fælles opgave for fjernvarmeselskaberne at understøtte den grønne omstilling i Danmark og samtidig sikre fremtiden for fjernvarmen. Uanset varmeselskabets størrelse, beliggenhed og ressourcer er det et fælles ansvar, at hele branchen når i mål.

- Vi har i Dansk Fjernvarme en klar mission om, at branchen skal levere 100 procent CO2-neutral varme til de mere end 3,7 millioner danskere der i dag har fjernvarme. I de kommende år vil mange hundrede tusinder komme til - og også de skal i fremtiden have en effektiv, billig og nem varme løsning. 

Strategisk arbejde
På regionalmøderne giver repræsentanter fra Dansk Fjernvarme både et bud på de aktuelle udfordringer med relation til den grønne omstilling og giver input til, hvordan fjernvarmeselskaberne fremadrettet kan indstille sig på at kunne tackle både kendte og ukendte problemstillinger.

- Vi giver fx konkrete bud på, hvordan de nye rammebetingelser og udfasningen af gas til opvarmning giver nye muligheder for at tilbyde fjernvarme i de mange naturgasområder. Men vi har også øje for at give både bestyrelser og medarbejdere input til det mere strategiske arbejde fem, ti eller femten år frem i tiden, siger Kim Mortensen.

Tilmeldingen til de i alt otte regionalmøder er åben. Du kan tilmelde dig og læse mere om indholdet på dagene via hjemmesiden – klik her for at komme til siden om regionalmøderne.