24. nov 2021 Lokalt

Vestforsyning lover stabil varmepris i 2022

Elpriserne vil være højere end normalt i 2022, men for fjernvarmebrugerne gælder det, at de kan se frem til stabile takster også i det kommende år.

Igen i 2022 kan forbrugerne i Holstebro glæde sig over stabile takster på vand, varme og spildevand, lyder det i en pressemeddelelse fra Vestforsyning. Foto: Jens Bach.

Igen i 2022 kan forbrugerne i Holstebro glæde sig over stabile takster på vand, varme og spildevand. Der vil for de tre forsyninger være en samlet stigning på 1,94% eller ca. 29 kr. pr. måned for en typisk ”parcelhusfamilie”.

Det er meldingen fra Vestforsyning, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for, at vi igen kan holde priserne på vand, varme og spildevand stabile og lave. Det er vores vigtigste målsætning, og det er godt for lokalsamfundet og vores kunder – både de private og virksomhederne. Det er vigtigt, at omkostningerne ikke svinger meget fra år til år, så kunderne kan lægge et budget som holder, siger Nils Ulrik Nielsen, der er bestyrelsesformand i Vestforsyning.

Den primære årsag til de stabile fjernvarmepriser skal dog ifølge Vestforsyning findes i, at fjernvarmeproduktionen i Holstebro er begunstiget af, at MEC – BioHeat&Power (tidl. Måbjergværket) har en meget fleksibel varmeproduktion.

Det betyder, at værket ikke er afhængigt af én enkelt ressource til varmeproduktionen, og dermed heller ikke er så sårbar over for prisstigninger på energiforsyningen.

Der er dog en mindre prisstigning på fjernvarmen på 2,6%. Det skyldes bl.a. investering i en elkedel, som på sigt vil optimere produktionen og være med til at sikre, at priserne forbliver stabile.

- Forbrugerne kan roligt vælge fjernvarmen til, i stedet for alternativer som varmepumper eller andet, siger Nils Ulrik Nielsen.

I alt investerer Vestforsyning omkring 120 mio. kr. i nye anlæg og renoveringer i 2022. Ikke mindst på spildevandsområdet, hvor der laves kloaksepareringer, på grund af de øgede vandmængder.