24. nov 2021 Lokalt

Digital temperaturoptimering: Forbrugeren skal motiveres

Med digitale fjernaflæste målere har Middelfart Fjernvarme gennem de sidste godt otte år optimeret på retur- og fremløbstemperaturer ud fra målerdata. Deres erfaring er, at en af nøglerne til at få mest muligt ud af målerdata er at motivere forbrugeren til at forbedre deres returtemperatur.

Ifølge direktør i Middelfart Fjernvarme, Jesper Skov, er det enormt vigtigt at motivere forbrugeren til selv at bidrage til temperaturoptimering. Det har Middelfart Fjernvarme blandt andet gjort gennem en motivationstarif. Foto: Jesper Voldgaard.

Da Middelfart Fjernvarme med digitaliseringen af deres målere i sin tid begyndte at kunne fjernaflæse målerdata, valgte fjernvarmeforsyningen at indføre en motivationstarif, som skulle motivere forbrugere med dårlig returtemperatur, til at forbedre den.

Beslutningen blev både taget, fordi Middelfart Fjernvarmes varmeleverandør TVIS indførte en incitamentstarif over for dem, men også som et vigtigt led i et projekt, der havde til mål at optimere på forsyningens returtemperaturer.

Har man som forbruger hos Middelfart Fjernvarme lavere returtemperatur end gennemsnittet, får man altså et fradrag på sin varmeregning – men det omvendte gælder også, hvis returtemperaturen er højere. Motivationstariffen er dermed udarbejdet efter et retfærdighedsprincip, men forbrugerens regning kan dog hverken stige eller falde med mere end 20 procent.

Direktør Jesper Skov fortæller, at motivationstariffen blev varslet nogle måneder forud. Dermed havde forbrugere med dårlig returtemperatur mulighed for at forbedre deres installationer inden ordningen trådte i kraft.

- Da vi i sin tid varslede indførslen af motivationstariffen, lavede vi en kampagne sammen med lokale VVS’ere, som tilbød vores forbrugere at udbedre eventuelle fejl i deres installationer. Inden da havde vi brugt et par år på at hjælpe de forbrugere med de dårligste returtemperaturer, så de ikke fik en kæmpe efterregning, forklarer Jesper Skov.

Medarbejder dedikeret til temperaturoptimering.

- I de første par år efter indførslen af motivationsordningen havde vi ansat en medarbejder, hvis eneste opgave var at finde og hjælpe de forbrugere, der skulle have nedbragt deres returtemperatur, fortæller Jesper Skov.

På den måde kunne Middelfart Fjernvarme yde god kundeservice gennem gratis råd, hjælp og vejledning og samtidig få bedre returtemperatur hos deres forbrugere – og dermed en mere effektiv forsyning.

I tillæg til dette har alle deres forbrugere adgang til egne døgnaflæste målerdata, så de selv kan følge med i deres forbrug og returtemperatur, samt tage initiativ til at udbedre synlige udsving.

Det nyeste tiltag fra Middelfart Fjernvarme er en såkaldt varmemesterordning, hvor forbrugeren får mulighed for at udskifte deres gamle fjernvarmeunit med en ny lejet unit fra fjernvarmeforsyningen. Med i prisen følger der service og vedligeholdelse af unit’en, og håbet er, at man med løsningen kan få udskiftet de gamle dårlige installationer i ledningsnettet.

Det kræver også mod at temperaturoptimere

En vigtig erfaring, Middelfart Fjernvarme har gjort sig med digitaliseringen af deres målerdata er, at man bliver nødt til at turde at kaste sig ud i arbejdet med at temperaturoptimere. Det er nemlig hverken en dans på roser eller noget, man klarer henover natten. Til gengæld betaler arbejdet sig, da der er meget at spare, hvis den gennemsnitlige returtemperatur i forsyningen kan sænkes med bare 1 grad.

- Generelt set er vores ordning med motivationstariffen blevet taget godt imod. Det vigtigste er bare, at man får tariffen kommunikeret rigtigt ud til forbrugeren, så de forstår vigtigheden af projektet. Det kræver samtidig mod at temperaturoptimere og skrue ned for fremløbstemperaturen. Og man skal både ved hjælp af gulerod og pisk sørge for, at skubbe forbrugeren i den rigtige retning.

- Som fjernvarmeforsyning mener vi, at man ikke skal holde hånden under de dårligste anlæg i fjernvarmenettet. Vi spurgte os selv, om det var rimeligt og fair at skulle køre med høj fremløbstemperatur og tryk, for at kompensere 10-20 forbrugere med forældede anlæg – og svaret var klart nej. Derfor stod vi fast og holdt ved i vores mission om at returtemperaturoptimere vores fjernvarmeforsyning, understreger Jesper Skov.

Og der er ingen tvivl om, at den indstilling har givet pote for Middelfart Fjernvarme. Siden de påbegyndte optimeringsprojektet er den gennemsnitlige returtemperatur i forsyningen faldet mellem 6-10 grader afhængigt af årstiden.

Med en årlig besparelse for Middelfart Fjernvarme på rundt regnet cirka 300.000 kroner per nedbragt grad, er der altså tale om en betydelig effektiviseringsmulighed, hvis man vælger at temperaturoptimere med digitale målerdata.

Tre gode råd

På baggrund af Middelfart Fjernvarmes erfaringer med digitalisering af målerdata, kommer Jesper Skov med en række gode råd til andre fjernvarmeforsyninger, der gerne vil i gang med at udnytte de mange muligheder, som fjernaflæselige målere tilbyder:

- Først og fremmest skal man investere tid og interne ressourcer i at studere og arbejde målrettet med data, for at finde ud af hvor i forsyningen, man kan effektivisere og dermed bør sætte ind.

- Dernæst er det vigtigt at indføre en form for ordning, som både belønner og motiverer forbrugeren til at ændre deres vaner og agere på en anden måde. Vi løste det ved at udstille forbrugerens data for dem og indføre en motivationstarif. Det gjorde, at vores forbrugere også kunne se på deres varmeregning, at de gjorde en forskel ved selv at tage initiativ.

- Til sidst vil jeg sige, at man skal være klar til at følge sine forbrugerinstallationer og målerdata løbende – der er nemlig ikke tale om en enkeltstående indsats, hvis man vil temperaturoptimere. Man må hele tiden holde projektet i hånden, da der skal bruges ressourcer på systemerne og på at holde øje med udviklingen. Dermed kan man også levere en god service til forbrugerne.