14. okt 2021 Landsmøde

Det er vigtigt med strategien i konverteringsprojekter

Konverteringsprojekter kræver, at bestyrelserne i fjernvarmeselskaberne har en klar strategi – på LM 2021 kan du høre, hvordan en række selskaber har grebet det an og give dit besyv i debatten.

Der er mange spørgsmål, som bestyrelserne i fjernvarmeselskaberne skal tage stilling til i forbindelse med deres grønne konverteringsprojekter. Derfor stiller LM 2021 fokus på, hvordan fjernvarmeselskaberne kan arbejde med en klar strategi i forbindelse med deres kommende projekter.

- Når målet er at have en fossilfri, grøn fjernvarme i Danmark allerede i 2030, er det vigtigt, at bestyrelserne i fjernvarmeselskaberne kan arbejde strategisk med omstillingen. Det giver vi deltagerne på Landsmødet mulighed for at blive klogere på gennem en debat mellem en række bestyrelsesmedlemmer fra fjernvarmeselskaber, fortæller Nina Marie Holmboe, der er seniorkonsulent i Danmark Fjernvarme.

Debatten – som omfatter seks bestyrelsesmedlemmer – vil foregå som en paneldebat, hvor de bliver bedt om at redegøre for deres respektive overvejelser i forbindelse med beslutning om at gå i gang med deres konverteringsprojekter.

Der vil være fokus på den proces, som de har været igennem, og de interne diskussioner, der har været. Samt naturligvis også de bekymringer, som de må have haft undervejs i processen.

- Bestyrelserne skal forholde sig til, at konverteringsprojekterne er økonomisk bæredygtige samtidig med, at de sikrer fordelagtige fjernvarmepriser ikke bare for de nye kunder, men måske især også for de kunder, der allerede er med. Det er en balancegang, når man så også skal underbygge en grøn omstilling, siger konsulent Søren Magnussen fra Dansk Fjernvarme.

Både han og Nina Marie Holmboe understreger dog, at det ikke alene er panelet, der skal komme til orde. Det er lige så vigtigt, at tilhørerne aktivt involverer sig og både spørger ind til substansen og stiller de svære spørgsmål til deltagerne i panelet.

- Samtidig er det også vigtigt, at fjernvarmeselskaberne håndterer samarbejdet med kommunerne. Og det gælder uanset om der er tale om et kommunalt ejet selskab eller et forbrugerejet fjernvarmeselskab. Det håber vi også på at kunne belyse i løbet af debatten, siger Nina Marie Holmboe.

Paneldebatten bliver afviklet torsdag den 28. oktober kl. 13.15-14.15 i 'Det Lille Teater' i Aalborg Kongres & Kultur Center.