11. okt 2021 Lokalt

Nu får Vamdrup sin varme fra TVIS

Der er nu helt slukket for den sorte varmeproduktion på gas hos Vamdrup Fjernvarme, der fremover får grøn varme fra TVIS til fjernvarmekunderne i Vamdrup. 

Borgmester Jørn Pedersen fra Kolding Kommune slukkede for gassen hos Vamdrup Fjernvarme. Her står han yderst til venstre sammen med - fra venstre mod højre - formand Niels Thomsen fra Vamdrup Fjernvarme, formand for TVIS, Lars Schmidt, og direktør Jørgen Nielsen fra TVIS. Foto: TVIS.

Fredag den 8. oktober var en grøn, glædens dag fjernvarmekunderne i Vamdrup. Midt på formiddagen slukkede borgmester Jørn Pedersen fra Kolding Kommune for den hidtidige gasproduktion på værket midt i byen, og lidt efter blev der åbnet for hanerne med varmt vand fra TVIS.

Det betyder, at fjernvarmebrugerne i byen fremover med rette kan sige, at deres bolig er varmet op med grøn, klimavenlig fjernvarme. Samtidig må det også give en tryghed hos forbrugerne, lød det fra formand for TVIS, Lars Schmidt.

- Netop nu oplever vi stærkt stigende energipriser, så for forbrugerne må det give en tryghed, at de nu får deres varme fra TVIS, der jo bygger på bl.a. overskuds- og affaldsvarme, lød det bl.a. fra Lars Schmidt, der også nævnte, at udvidelsen er den første for TVIS siden 1980’erne.

- Og så er vi godt i gang med ledningsforbindelser også til Jelling og Bredsten, og inden længe skal vi også i gang med at føre ledninger til Strib. Så vi er i fuld gang med at brede grøn varme ud til de lokale fjernvarmeselskaber, hvor det er muligt.

Anlægsarbejdet til Vamdrup Fjernvarme blev påbegyndt i 2020, og der er nu etableret 7,8 kilometer transmissionsledning fra TVIS’ transmissionssystem i Lunderskov til fjernvarmecentralen i Vamdrup. Projektet indebærer også en ny pumpestation og vekslerenhed.

 

FAKTA OM UDVIDELSEN TIL VAMDRUP
Projektet er berammet til knap 50 millioner kroner, og TVIS forventer at kunne afsætte cirka 94 TJ om året. Projektet har en samfundsøkonomisk fordel på cirka 30,9 millioner kroner over 20 år. Varme fra TVIS til Vamdrup vil begrænse varmeproduktion på de naturgasfyrede kedler, hvilket forventeligt vil sænke varmens CO2-udledning i Vamdrup med 93%.