02. sep 2021 Politisk

Debut i Demokratisk Erhverv

Dansk Fjernvarme er nyt medlem i tænketanken Demokratisk Erhverv. Det skal styrke kendskabet til fordelene ved forbrugerejet i fjernvarmen og bane vejen for nye samarbejder om at styrke det demokratiske ejerskab.

Med godt 370 kommunale og andelsbaserede selskaber i medlemskredsen er den demokratiske styreform dybt rodfæstet hos medlemmerne i Dansk Fjernvarme. Derfor er foreningen nu også blevet nyt medlem i Tænketanken Demokratisk Erhverv, der fokuserer på at fremme og forene demokratiske selskaber.

I Dansk Fjernvarme ser medlemschef Lars Blunck frem til at bruge det nye medlemskab som afsæt til at skabe opmærksomhed om fordelene ved demokratiske virksomheder og styrke samarbejdet om det aktive ejerskab.

- Det er ikke kun i fjernvarmesektoren, vi arbejder på at udvikle og udbrede kendskabet til den unikke, demokratisk styreform. Mange andre har også blikket stift rettet mod at sikre effektive og veldrevne selskaber, der involverer ejerne og tager ansvar for klimaet og andre, store samfundsudfordringer. Derfor giver det god mening, at vi bakker op om Demokratisk Erhverv, siger Lars Blunck.

Første skridt blev taget, da han tirsdag i denne uge deltog i tænketankens medlemsmøde og generalforsamling. Her var der blandt andet en ny strategi på dagsorden, og debatten bekræftede, at tænketanken og dens medlemmer kan være oplagte sparringspartnere.

- Vi har allerede et samarbejde med eksempelvis vand- og spildevandsselskaberne, men vi kan helt sikkert få hældt nye kalorier ind i udviklingsarbejdet og sigte bredere ved at gå sammen med andre sektorer også, lyder det fra Lars Blunck.

- For selvom varmeselskaberne ikke laver det samme som eksempel boligselskaber, Coop, forsikringsselskaber og de andre medlemmer i tænketanken, så har vi en markant fællesnævner, og det er forbruger- og medlemsejet.

Målet er konkrete løsninger

Demokratisk Erhverv har siden etableringen for små tre år siden forsket i og formidlet viden om styrkerne ved det erhvervsdemokratiske virksomheder, og budskaberne har også ramt Christiansborg og omegn.

Senest har tænketanken været en af drivkræfterne bag en arbejdsgruppe, som regeringen har nedsat med opbakning fra begge sider af Folketingssalen. Gruppen, der skal styrke vidensgrundlaget om demokratiske virksomheder, har fået seks millioner med sig i baglommen og skal komme sine udspil om et års tid.

Men Dansk Fjernvarme vil også bruge tænketanken til at udveksle erfaringer og sætte gang i fælles initiativer, som kan munde ud i nogle konkrete bud på, hvordan man kan skabe et aktivt ejerskab i varmesektoren.

- Det er ikke altid lige nemt at sikre et levende forbrugereje, heller ikke i fjernvarmesektoren. Men netop derfor skal vi forsøge at gå nye veje og udvikle tilbud og organisationsformer, der kan få forbrugerne til at søge indflydelse og bakke op om varmeselskaberne. Her kan tænketanken være en god platform til at dele de gode eksempler og de drilske dilemmaer, som vi så kan bruge i vores foreningsarbejde, slutter Lars Blunck.