06. jul 2021 Lokalt

Fjernvarme Fyn udvider til Årslev og Sdr. Nærå

Tilslutningen til fjernvarme har rundet 50 procent i de to fynske byer syd for Odense – de første kunder kan få fjernvarme fra begyndelsen af 2022.

De første husstande kan tænde for fjernvarmen fra starten af 2022. Og herefter bliver resten af kunderne tilsluttet løbende gennem de efterfølgende 12-15 måneder. Foto: Fjernvarme Fyn.

Beboerne i byerne Årslev og Sdr. Nærå sydøst for Odense kan se frem til at kunne få fjernvarme til deres boliger. Fjernvarme Fyn melder nemlig, at der nu er så stor tilslutning til at få fjernvarme, at man påbegynder planlægningen af fjernvarmeudrulning til området.

Fjernvarme Fyn begyndte i april at opfordre til, at beboerne i området kunne melde sig til fjernvarmen. Allerede i maj var man halvvejs med den nødvendige tilslutning på 50 procent, og nu er man så kommet over de 50 procent.

- Vi er virkelig glade for, at der har været så stor opbakning i området. Det betyder blandt andet, at der også bliver god mulighed for at koordinere arbejdet med fjernvarme sammen med de øvrige projekter i byen, lyder det fra kundecenterchef hos Fjernvarme Fyn, Allan Stihøj, i en pressemeddelelse.

Gennem hele processen har der været et stærkt samarbejde med knap 20 lokale ildsjæle. De har hjulpet med at stable arrangementer på benene, stemme dørklokker og tale med naboer og andre lokale. Og det har altså båret frugt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Første tilslutning fra starten af 2022
Straks efter sommerferien begynder planlægningen hos Fjernvarme Fyn. Og arbejdet med at skabe en transmissionsledning fra Højby til området starter i efteråret 2021.

De første husstande kan tænde for fjernvarmen fra starten af 2022. Og herefter bliver resten af kunderne tilsluttet løbende gennem de efterfølgende 12-15 måneder.

Fjernvarme Fyn gør i øvrigt opmærksom på, at man stadig har mulighed for at tilmelde sig fjernvarmen. Det kan man tilmed gøre billigere end vanligt, fordi konverteringsprojektet har fået tilskud fra Energistyrelsen via den såkaldte Fjernvarmepulje.