31. maj 2021 Kurser & arrangementer

Find den mest attraktive prismodel til forbrugerne

Dansk Fjernvarme giver gode råd om prismodeller og tilslutningspriser på webinar fredag den 4. juni. 

Fjernvarmeselskaber er ikke alene på markedet med tilbud om opvarmning af boliger. I dag kan potentielle kunder vælge mellem fjernvarme, varmepumpe eller en ny gaskedel i konverteringsområder og for de fleste kunder handler det meget om prisen, hvis de skal vælge ny opvarmningsform.

Traditionelt har der været en betydelig startomkostning ved fjernvarme i form af investerings- og stikledningsbidrag samt tilslutningsanlæg. Derfor er mange selskaber begyndt at orientere sig i retning af alternativer.

I dag er der fx større konkurrence fra individuelle varmepumper, hvor forbrugerne også kan vælge forskellige varmepumpeprodukter som f.eks. en varmepumpe på abonnement med begrænsede startomkostninger.

Derfor bliver fjernvarmeselskaberne nødt til i højere grad at tænke i sammenlignelige modeller og prisstrukturer for at sikre en høj tilslutning i nye fjernvarmeområder, hvilket er afgørende for økonomien i de kollektive investeringer.

Det at tilbyde forskellige tilslutningsmodeller og evt. abonnementsordninger på fjernvarmeunits til forbrugerne er et nyt område for de fleste selskaber, og der er mange forhold, som man skal være opmærksom på.

Det gælder fx det juridiske i forhold til overdragelse af aftaler ved ejerskifte og risikoen for at blive omfattet af kreditaftaleloven.