16. jun 2018 Folkemøde

KL-formand advarer mod investeringsstop

Jacob Bjerregaard gæstede Energi på Toppen på Bornholm, hvor han advarede mod et investeringsstop, hvis tilslutnings- og forblivelsespligten ophæves. 

Normalt afholdes Energi på Toppen i København på toppen af Berlingske Media, men under Folkemødet var Energi på Toppen rykket til Bornholm, hvor der var lagt op til diskussion af grundbeløbets bortfald, stigende varmepriser og påvirkningen af dette i landdistrikterne.

KL-formanden for Miljø og Forsyning, Jacob Bjerregaard var en del af panelet og slog et slag for tilslutnings- og forblivelsespligten i fjernvarmesektoren.

- Jeg synes ikke det er en god ide at ophæve tilslutnings- og forblivelsespligt i fjernvarmen da det vil betyde, at forsyningsselskaberne vil holde igen med at investere i nye miljøvenlige og effektive løsninger, lød det fra Jacob Bjerregaard, som var bekymret for de mindre landsbyer, som gerne vil have fjernvarme til byen.

Bevar de lokale arbejdspladser
Med i panelet var også næstformand i Landdistrikternes Fællesråd, Carsten Gram, som også var bekymret for de mindre landsbyer. Han påpegede, at fjernvarmeselskaberne er en vigtig livsnerve i de små samfund.

- Det er jo det lille varmeværk, der bruger den lokale smed. Derfor er der lokale arbejdspladser i det, og derfor skal der ikke bare pumpes varme ud fra den nærmeste større by, lød det fra næstformanden.

I debatten deltog også Michael Nielsen, direktør i Dansk Byggeri og Peter Jayaswal, direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Læs flere nyheder fra Folkemødet her.

Dansk Fjernvarme på Folkemødet

Dansk Fjernvarme på Folkemødet

Dansk Fjernvarme deltager for sjette år i Folkemødet på Bornholm den 14.-17. juni.

Du kan finde information om Folkemødet 2018 her på siden.