16. jun 2018 Folkemøde

Billedhjul: Forsyningssektoren er hele fundamentet

Fredag var der en livlig debat i Forsyningsteltet på Folkemødet 2018, hvor det demokratiske ejerskab til vores fælles forsyning var hovedemnet, og alle debattører var enige om, at forsyningssektoren udgør vores fælles samfundsfundament. 

Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen styrede debatten om ejerskab i Forsyningsteltet, hvor Carsten Bach, energiordfører LA, Orla Østerby, energiordfører K, Joachim Sperling, direktør i AxcelFuture, Jacob Simonsen, direktør i Dansk Affaldsforening, Lasse Frimand Jensen, formand Aalborg Vandkoncern og Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA deltog i panelet. Foto: Jesper Voldgaard
Der var godt fyldt op i teltet til debatten. Foto: Jesper Voldgaard
Carsten Bach, Orla Østerby og Joachim Sperling udgjorde den ene side i debatten, mens Jacob Simonsen, Lasse Frimand Jensen og Carl-Emil Larsen udgjorde den anden side. Foto: Jesper Voldgaard
Der var god stemning i Forsyningsteltet under debatten om ejerskab. Foto: Jesper Voldgaard
Politikere og branchefolk fra forsyningssektoren stod fredag eftermiddag ansigt til ansigt, da Dansk Fjernvarme sammen med Dansk Affaldsforening og DANVA havde budt til sproglig dans om det demokratiske ejerskab af forsyningssektoren.

Og selv om alle var enige om, at forsyningssektoren i Danmark klarer sig fantastisk og på mange måder kan være en rollemodel for resten af verden, så var der dog uenigheder om netop det nuværende ejerskab – et ejerskab der tegnes af forbrugerne og samfundet.

- Det demokratiske ejerskab er en glimrende ting, fordi vi alle har brug for helt grundlæggende ydelser – vand, varme og affaldshåndtering. Og udgangspunktet må derfor være fællesskabet, lød det fra Jacob Simonsen, direktør hos Dansk Affaldsforening.

Han fik opbakning fra sine to medkombattanter, der repræsenterede forsyningsbranchen; Lasse Frimand Jensen, der er formand for Aalborg Vandkoncern, og Carl-Emil Larsen, direktør for DANVA. De pegede blandt andet på, at forsyningssektoren, som den ser ud i dag, er en vigtig driver for udvikling og innovation.

- Jeg er ikke imod, at der er og skal være et tæt samarbejde med det private, men det er centralt, at forsyningen et fælles anliggende, pointerede Lasse Frimand Jensen.

Carl-Emil Larsen understregede, at forbrugerne skal være i centrum for forsyningssektoren, og at det også er tilfældet i dag. Og det fik ham til at sende en stikpille til den nuværende minister for energi-, forsyning og klima, Lars Chr. Lilleholt.

- Han har jo slået sig op på, at han er forbrugernes mand, og jeg synes, at han så burde gå i dialog med dem. For vores undersøgelser viser, at forbrugerne ikke nødvendigvis prioriterer pengene, men at vandet er rent.

Netop prisen – at forsyningssektoren skal være både billig og effektiv – var hovedargumenterne fra den anden halvdel af panelet på debatten. Den blev udgjort af to energipolitiske ordførere; Carsten Bach fra Liberal Alliance og Orla Østerby fra Konservative, samt Joachim Sperling fra AxcelFuture.

For Carsten Bach var udgangspunktet for debattens hovedoverskrift – det demokratiske ejerskab – at det er svært at argumentere imod. Han ville derfor hellere sætte fokus på omkostningerne.

- For mig handler det langt mere om omkostningsejerskab – altså hvad betaler forbrugerne. Det må være det, vi skal have fokus på, mente Carsten Bach, der fik opbakning fra sin kollega på Christiansborg, Orla Østerby.

- Forudsætningen for at snakke om udsætte forsyningen for konkurrence er, at kvaliteten skal være, som den er. Men jeg mener godt, at der kan være konkurrence på pris, så forbrugerne får både den bedste pris og den bedste kvalitet.

Joachim Sperling pegede på, at det vil være helt centralt, at man bevarer forbrugernes engagement i deres forsyning – uanset om det handler om varme, vand eller affaldshåndtering. Men han efterlyste samtidig et i hans øjne stort behov for en øget professionalisering i forsyningssektoren.

- Den manglende professionalisme har ført til overinvesteringer i forsyningssektoren, og det kan vi komme til livs med en større professionalisme, mente Joachim Sperling.

Dansk Fjernvarme på Folkemødet

Dansk Fjernvarme på Folkemødet

Dansk Fjernvarme deltager for sjette år i Folkemødet på Bornholm den 14.-17. juni.

Du kan finde information om Folkemødet 2018 her på siden.