EnergiWatch:
Industrimastodonter vil have fokus på energibesparelser
Fire af de store kæmper på det energimæssige område – Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool – er gået sammen og har dannet deres egen interesseorganisation, Synergi. Og nu spiller de ud med en klar opfordring til politikerne om at have mere øje for en reel reduktion i energiforbruget.
Dermed spiller virksomhederne sig ind i forhandlingerne om en ny energiaftale, som de fire industrivirksomheder har fået en overvægt. Det skriver EnergiWatch.
Vi er bange for, at man stirrer sig blind på grøn energi. Man har et ekstremt og forblændet fokus på vedvarende energi, og derfor er vi blevet nødsaget til at lave denne her organisation, siger Kim Nøhr Skibsted, kommunikationsdirektør i Grundfos.
Konkret har virksomhederne valgt at forlade DI og gå solo, og det sker altså, fordi der er en frygt for, at energieffektiviteten bliver ofret – blandt andet til fordel for grøn energi. Det vil undergrave en styrkeposition på netop det energieffektiviserende område, som Danmark har i dag, lyder det fra virksomhederne.
Helt konkret foreslår Synergi, at det kommende energiforlig skal have et mål om en reduktion på 30 procent i det samlede energiforbrug i 2030. Dermed vil Danmark lægge sig over de krav, som EU arbejder med i øjeblikket.
_____
Building Supply:
Nyt værk som værn mod grundbeløbet indvies
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og skatteminister Karsten Lauritzen indvier i dag Brønderslev Forsynings nye klimavenlige fjernvarme- og elværk.
Forsyningen kunne have forsat med at producere på sin 20 MW- elkedel og de syv naturgasmotorer, men grundbeløbets bortfald har sat en stopper for den mulighed.
- Vi har vidst længe, at grundbeløbet ville bortfalde, og så kan man gøre to ting. Forvente at nogen kommer og løser det for en, eller man kan gøre noget selv, siger Poul Vestergaard, varmechef hos Brønderslev Forsyning, til Building Supply.
Forsyningen har investeret 330 millioner kroner mod de 20-25 millioner kroner, der ville mangle årligt efter grundbeløbet.
Anlægget kombinerer koncentreret solvarme (CSP) og fliskedler via et Organic Ranking Cycle-anlæg (ORC) og omsætter energien til fjernvarme og el.
_____
Pressemeddelelse:
Skru langsomt ned for varmen
Selv om kulden endnu ikke helt har sluppet sit hårde tag, så skulle foråret være på vej. Det betyder, at de danske husstande med fjernvarme så småt skal til at indstille temperaturen indenfor på, at det bliver varmere udenfor.
Har man et fjernvarmeanlæg, man selv styrer, som husejere typisk gør, kan man efterhånden skrue den ned til tre, siger Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik og energi ved Boligejernes Videncenter, Bolius.
- Hvis den overordnede termostat på fjernvarmeanlægget bliver indstillet rigtigt, burde en middelvarme på radiatoren være tilstrækkeligt. Tommelfingerreglen er, at den burde stå på tre, siger Tue Patursson.
Ifølge en pressemeddelelse fra Ritzau vil der selvfølgelig være individuelle hensyn, som man skal tage højde for. Det drejer sig om boligens størrelse, isolering samt vind og vejr – fx det faktum at det ganske vist er forår ifølge kalenderen, men ikke i virkeligheden.
Og om ikke andet, så kan man jo vælge at følge den kampagne, som bl.a. HOFOR står bag. Den 15. maj er således udråbt til national sommerlukdag. Foruden at skrue helt ned for radiatoren bør man også lukke for anlæggets sommerventil og slukke for cirkulationspumpen, der får radiatorvandet til at løbe rundt.
_____
Sjællandske Medier:
Varme fodboldbaner koster kassen
På Odense Stadion koster det 7.000 kroner om dagen at holde varme i banen, men på Næstved Stadion har man endnu ikke haft tændt for fjernvarmen, og derfor har man ikke overblik over, hvad det vil koste.
I maj 2017 vedtog byrådet med et snævert flertal at installere et varmeanlæg til tre millioner kroner, og borgmester Carsten Rasmussen har meddelt, at der ikke bliver tændt, før klubben rykker op i 1. division, hvor der modsat 2. division er et krav om varme i banen.
Næstved Varmeværk skal stå for leverancen af fjernvarme til anlægget, og heller ikke her har man en præcis vurdering af prisen for at opvarme banen.
- Du må spørge nogen, der har erfaring med det, siger direktør Jens Andersen til Sjællandske Medier.
I Odense bruger de ca. 630.000 kroner årligt på varmen.
_____
Viborg Stifts Folkeblad
Dom i geotermi-sag den 19. april
Skal varmeværkerne i Løgstrup, Stoholm og Skals tilsammen betale 10,3 millioner kroner af regningen for det mislykkede geotermiprojekt i Kvols? Eller faldt den oprindelige aftale om, at de tre værker skulle bidrage, bort, da Energi Viborg overtog projektet - uden at de tre indgik i overdragelsesaftalen?
Det spørgsmål skal tre landsdommere tage stilling til i løbet af den kommende måned. Dommen afsiges nemlig om præcis en måned, nemlig torsdag den 19. april.
Ankesagen er rejst af de tre varmeværker i oplandet, efter at byretten i september 2016 dømte dem til at betale de 10,3 millioner kroner.
_____
EnergiWatch:
Russiske hackere fik adgang til kraftværker
Det viser sig nu, at russerne har stået bag en række cyberangreb på forsyningsvirksomheder i USA og Europa. Det skriver New York Times, oplyser EnergiWatch, på baggrund af oplysninger fra amerikanske myndigheder og private sikkerhedsfirmaer.
I 2015 fik russiske hackere adgang til vitale kontrolsystemer hos kraftværker i USA og Europa. Selvom de kunne lukke ned for værkerne, udnyttede de dog ikke muligheden.
- Vi har nu beviser på, at de (russerne,red.) sidder på udstyr, der er forbundet med kontrolsystemer på industriudstyr, der i praksis giver dem mulighed for at lukke for strømmen eller udøve sabotage. Ud fra hvad vi kan se, så var de der. De har evnerne til at lukke ned for strømmen. Alt hvad de mangler er en politisk motivation for at gøre det, siger Eric Chien, sikkerhedschef hos Symantec, et sikkerhedsfirma med speciale i digital sikkerhed, til New York Times.