05. okt 2017 Presseklip

Analyse: Reformation af Energitilsynet skal stoppe møgsager

LÆS I DAG: Analyse: Reformation af Energitilsynet skal stoppe møgsager. Dansk Energi afviser ministerkritik af fejlslagne investeringer. Tolv nye folketingsforslag til Lars Christian Lilleholt. Amazon har også kig på Danmark. Ingen julegave til Brandes fjernvarmekunder.

Altinget:
Analyse: Reformation af Energitilsynet skal stoppe møgsager
Der er bred politisk opbakning til en reformation af Energitilsynet, der samtidig tager navneforandring til Forsyningstilsynet. Og reformationen er nødvendig af flere årsager – ikke mindst for at give den siddende minister ro og lade ham slippe for nogle af de møgsager, der er opstået over de seneste år. Det skriver Altinget i en analyse.

Afløseren for Energitilsynet – Forsyningstilsynet – får som noget nyt en direktør, der skal erstatte den nuværende bestyrelse for bl.a. at skabe en større uafhængighed. Direktøren får til opgave at sikre en smidig sagsbehandling, og at reglerne inden for el, gas og fjernvarme er tidssvarende og til gavn for forbrugerne.

- Forsyningstilsynet skal fungere som forbrugernes uafhængige vagthund i forhold til energi- og forsyningssektoren. Forbrugerne risikerer at betale for meget for gas, el og varme, når tilsynet ikke er stærkt og effektivt, lyder det i en pressemeddelelse fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fra tirsdag.

Møgsagerne – der ligger til grund for ændringen – er mange. Her i sommer kom den seneste i form af afsløringerne af elselskabernes fejlslagne investeringer udenfor deres kerneområder, ligesom det mulige misbrug af midler indenfor Energispareordningen også har bidraget til at udvirke ændringerne.

Det primære grundlag for ændringen er dog ifølge analysen i Altinget.dk, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid skal sænkes markant. I dag er den på syv måneder i Energitilsynet, og i Forsyningstilsynet skal der målrettet arbejdes på at få gjort sagsbehandlingstiden kortere.

Det mål skal blandt andet nås ved, at man indgår en resultatkontrakt med den nye direktør for Forsyningsstyrelsen, mener den ansvarlige minister.

_____

EnergiWatch:
Dansk Energi afviser ministerkritik af fejlslagne investeringer
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt går galt i byen med sin kritik af fejlslagne investeringer i elbranchen. Det mener Dansk Energi, der afkræver ministeren beviser for sin påstand – det skriver EnergiWatch.

Ministerens kritik kommer i forbindelse med lanceringen af Forsyningstilsynet, der skal afløse det nuværende Energitilsynet. Her nævner Lars Chr. Lilleholt, at bl.a. elbranchen har været lidt for gode til at varetage egne interesser snarere end forbrugernes interesser.

Konkret nævner han i en pressemeddelelse, at elselskaber ”der har foretaget store investeringer i fejlslagne projekter” er et bevis på netop den påstand – at de ikke har taget vare på forbrugernes interesser.

Ifølge EnergiWatch.dk falder det Dansk Energi for brystet.

Der findes en række citater, hvor Lars Chr. Lilleholt roser de investeringer, som energiselskaberne har gennemført. Særligt på fiberområdet.  Derfor er jeg lidt forvirret, så jeg vil gerne se den analyse, der ligger til grund for, at han siger, at der er sket fejlslagne investeringer, siger Anders Stouge, der er vicedirektør i Dansk Energi.

Anders Stouge anerkender ifølge EnergiWatch.dk, at der er tilfælde indenfor elbranchen med ”dårlige investeringer”, men han anfægter, at ministeren i hans optik får det til at se ud, som om der er et generelt problem med fejlslagne investeringer i elbranchen.

_____

Altinget:
Tolv nye folketingsforslag til Lars Christian Lilleholt
Altinget skriver, at 12 af regeringens nye lovforslag falder i energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholts (V) kurv. Mange af dem er ikke overraskende, fordi de er opfølgninger på forsyningsstrategien, Nordsø-strategien, anbefalinger fra elreguleringsudvalget, afskaffelsen af PSO-afgiften og gasledningen Nordstream 2. Dertil kommer energiaftalen, som forhandles efter nytår.

De 8 af forslagene fremsættes allerede i oktober, og du kan læse mere om forslagene hos Altinget.

_____

Berlingske Business:
Amazon har også kig på Danmark
Apple og Facebook er her, Google er på vej, og nu kan Amazon blive næste amerikanske it-gigant, der etablerer sig i Danmark, skriver Energiwatch på baggrund af en artikel i Berlingske Business.

Selskabet har etableret centre i oplandet til Stockholm, og Europa-direktør for Amazon AWS, Darren Mowry, fortæller, at Amazon "ser dybt på Danmark."

- En udvidelse på det danske marked giver bestemt mening. Danmarks placering er meget strategisk. Når vi lægger vores første zone med tre datacentre i Stockholmsregionen, er det første af flere skridt i Norden for at sikre, at også kunder i København, Oslo m.fl. kan få høj ydelse og lav forsinkelse. Vi ønsker at have fysisk infrastruktur i alle storbyer. Vi begynder i Sverige, men forventer, at ekspansionen fortsætter. Derudover fortsætter vi med at sætte hold på hvert marked. Vi har hold i Sverige, har også åbnet i Finland og ser dybt på Danmark. Kunderne ønsker et lokalt hold, siger han til Berlingske Business.

_____

Brande Bladet:
Ingen julegave til Brandes fjernvarmekunder
- Der bliver ingen julegave i år! Sådan indledte formand Henrik Kraglund sin beretning årets generalforsamling i Brande Fjernvarme.

I de sidste par år har fjernvarmeselskabet ellers kunne glæde forbrugerne med den julegave, at der i det kommende år ville komme et betalingsfrit kvartal fordi økonomien i driften så meget positiv ud. Men sådan går det altså ikke helt denne gang.

Det skyldes især, at grundbeløbet var faldet en del, og at det helt bortfalder med udgangen af 2018. 

Brande Fjernvarme arbejder på flere fronter for at imødekomme udfordringen med bortfaldet af grundbeløbet. Først og fremmest ser varmeselskabet på muligheden for at bruge varmepumper til udnyttelse af udeluften.

 

Nyheder

05. okt 2017

Analyse: Reformation af Energitilsynet skal stoppe møgsager

LÆS I DAG: Analyse: Reformation af Energitilsynet skal stoppe møgsager. Dansk Energi afviser ministerkritik af fejlslagne investeringer. Tolv nye folketingsforslag til Lars Christian Lilleholt. Amazon har også kig på Danmark. Ingen julegave til Brandes fjernvarmekunder.

Hvad mener Dansk Fjernvarme?

Debat og pressemeddelelser

Se mere under "Vi mener"

17. mar 2016

Web-tv: Se Amager Bakke tage form

Det store byggeri af verdens mest effektive affaldsforbrændingsanlæg tager form på Amager. Fra slutningen af 2017 er det muligt at stå på ski ned ad anlægget, skriver magasinet Fjernvarmen i marts-udgaven.

Flere presseklip

Nyhedsbrev

Tilmeld Nyhedsbrev
Afmeld Nyhedsbrev