05. okt 2017

Fjernvarmekunder på Mors rammes hårdt af grundbeløbets bortfald

På den sydvestlige del af Mors vil grundbeløbets bortfald ramme tungt med prisstigninger på omkring 8.000 kroner om året for en almindelig husstand.

200.000 fjernvarmekunder rammes, når grundbeløbet bortfalder. Kraftvarmeværker landet over arbejder på højtryk for at holde prisstigningerne nede.
Bestyrelsesformand Poul Kristensen fra Sdr. Herreds Kraftvarmeværker mener, selskabet bombes ti år tilbage, når grundbeløbet bortfalder.

Når grundbeløbet bortfalder med udgangen af 2018, rammer det økonomisk hårdt på Mors. For Sdr. Herreds Kraftvarmeværker kommer det til at betyde en prisstigning på flere tusinde kroner om året per husstand. Det oplyser bestyrelsesformand Poul Kristensen.

- Vi har ikke sagt så meget endnu til vores kunder, da vi ville være sikre på beløbet, så vi ikke oplever mere forbrugerflugt, for vi har ikke forblivelsespligt. Beløbet bliver omkring 8.000 kroner om året, fortæller Poul Kristensen til Forsyning & Energi.

Læs også: Udfordringen med grundbeløbet skal løses

I dag koster det omkring 15.000 kroner at opvarme et standardhus på 130 kvm med et årligt forbrug på 18,1 MWh. Fra 1. januar 2019 vil det samme hus koste 23.000 kroner i varme.

- Vi bliver bombet otte-ti år tilbage. Vi har omstillet grønt fra naturgas til biomasse og nedbragt vores gæld, så vi har gjort en masse selv for at kunne nedbringe varmeprisen 10.000 kroner de seneste otte-ti år. Vi er på sin vis på vej tilbage i barmarksproblematikken igen, siger formanden.

Har omstillet til biomasse
Selskabet er blandt de første 35 barmarksværker, der i 2012 fik tilladelse til at opstille 1 MW biomassekedel. Værket udnytter biomassevarmen så godt, at det ikke behøver naturgas til hverken spids- eller reservelast. Men det betyder også, at der ikke er meget mere, man kan gøre.

- Vi har ikke en løsning. Vi har foretaget vores grønne omstilling og kan ikke hente ret meget hvis overhovedet noget på brændsel. Vores eneste mulighed er via Varmeforsyningsloven at få mulighed for at afskrive over en længere periode og på den måde fordele udgifterne over længere tid. Vi får dog problemerne før eller siden, siger Poul Kristensen.

Læs også: Rådgivning skal hjælpe hårdt ramte selskaber

- Det, vi mister, svarer til de variable udgifter, vi opkræver fra forbrugerne i varmebidrag. Det bliver forbrugerne, der betaler prisen, men vi er som værk også hårdt ramt i forvejen, da vi mister forbrugere og vil miste flere, når vi fortæller, at priserne stiger voldsomt om små to år på grund af grundebeløbets bortfald, oplyser formanden.

Sdr. Herreds Kraftvarmeværker er de senere år faldet fra 650 til 590 tilsluttede forbrugere, fordi skoler, plejehjem og private hjem rives ned, fordi de står tomme. Nogle få er kommet til, men omkring 80 forbrugere – eller svarende til 15 procent – er forsvundet.

- Indtil videre har vi sagt til forbrugerne, at vi afventer en løsning, som vi håber, der kommer til værker, der er i klemme over grundbeløbet. Vi håber på en ny økonomisk ordning, selvom det ikke bliver et nyt grundbeløb og slet ikke i samme størrelsesorden, siger Poul Kristensen, der også er i kommunalbestyrelsen i Mors Kommune for Demokratisk Balance.  

Nyheder

05. okt 2017

Fjernvarmekunder på Mors rammes hårdt af grundbeløbets bortfald

På den sydvestlige del af Mors vil grundbeløbets bortfald ramme tungt med prisstigninger på omkring 8.000 kroner om året for en almindelig husstand.

Hvad mener Dansk Fjernvarme?

Debat og pressemeddelelser

Se mere under "Vi mener"

17. mar 2016

Web-tv: Se Amager Bakke tage form

Det store byggeri af verdens mest effektive affaldsforbrændingsanlæg tager form på Amager. Fra slutningen af 2017 er det muligt at stå på ski ned ad anlægget, skriver magasinet Fjernvarmen i marts-udgaven.

Flere presseklip

Nyhedsbrev

Tilmeld Nyhedsbrev
Afmeld Nyhedsbrev