Gå til hovedindhold
Afgifter & Tilskud
Forsyningssikkerhed
Sektorintegration

Prisloft modarbejder den grønne udvikling

Et prisloft, der skaber usikkerhed om udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre, er et skridt i den helt forkerte retning, mener Datacenter Industrien.

29. aug. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
direktør i datacenter industrien henrik hansen
  • Læs op

Indhold

    De senere år er der åbnet mange datacentre i Danmark. De kommer blandt andet for at blive blandt de mest miljøvenlige på kloden ved at benytte grøn strøm og udnytte overskudsvarmen via fjernvarme. Det vil være stik modsat hensigten, hvis den udvikling bremses af et prisloft, mener direktør for Datacenter Industrien Henrik Hansen.

    En række fjernvarmeselskaber fortæller, at prisloftet skaber usikkerhed og bringer potentielle overskudsvarmeprojekter hos datacentre i fare. Hvad er jeres reaktion på det?

    Hos Datacenter Industrien ser vi meget kritisk på denne form for politisk detailstyring, som sejler stik imod de klimamæssige og politiske ambitioner. Vi har sammen med blandt andet Dansk Fjernvarme gennem flere år arbejdet for at bringe datacenteroperatører og forsyningsselskaber i dialog om at fjerne forhindringer for udnyttelse af overskudsvarme. Der er absolut ikke brug for mere usikkerhed om vilkårene. Det er i forvejen ukendt land for mange internationale operatører, som ikke kender de tekniske, reguleringsmæssige og politiske vilkår for fjernvarme og til kommunale eller andelsejede forsyningsselskaber.

    Ved fælles arbejde har vi efterhånden fået overvundet mange forhindringer og forskelle i tilgang, så der er en god udvikling i gang. Det vil de nye regler spænde ben for.

    Hvordan ser I på, at prisloftet også kommer til at virke bagudrettet og dermed rammer projekter, hvor der er investeret, og hvor datacentre og fjernvarmeselskaber har etableret et samarbejde?

    Den slags politiske ”eftertacklinger” er ren gift for tilliden til de danske myndigheder og det stabile politiske klima, internationale investorer normalt kan regne med her i landet.

    Man skal huske på, at datacentrene som udgangspunkt hverken tjener eller sparer noget ved at udnytte overskudsvarmen, blandt andet fordi de fortsat skal have nøjagtig samme setup for køling af hensyn til opnåelse af stabil, uafhængig drift. Også af den grund vil det være et meget uheldigt signal, hvis vilkårene pludselig ændres.

    Danmarks grønne profil har stor betydning

    Mange datacentre har fortalt, at de har valgt Danmark, fordi de kan bygge miljøvenlige datacentre og være en del af den grønne omstilling. Hvilken betydning har det, at der skabes usikkerhed om muligheden for at udnytte overskudsvarme, og at reglerne endda ser ud til direkte at forhindre det?

    Datacenter Industrien og Invest in Denmark under Udenrigsministeriet udfører et stort, målrettet arbejde for at tiltrække nye investeringer og fastholde Danmark som et globalt og grønt ”hot spot” for datacentre. Det sker i daglig og skarp konkurrence med hele verden, hvor det ofte er små marginaler, der afgør placeringen af investeringer for mange milliarder.

    Danmarks grønne profil spiller en stadig større rolle i det spil. Her kan investorerne tage del i udviklingen af det klimaneutrale datacenter, som ikke alene kører på grøn energi, men også udnytter overskudsvarmen.

    Hvordan ser udviklingen ud, når det handler om tilgangen af datacentre i Danmark?

    Der er i forvejen rigeligt med usikkerhed på energimarkedet – der er ikke brug for flere ubekendte i den ligning. Og jævnfør den skarpe, internationale konkurrence er der slet ikke brug for, at Danmark går enegang med at opfinde nye forhindringer på et marked, som markedskræfterne og den eksisterende regulering af forsyningssektoren nok skal holde i ørerne.

    Den grønne dagsorden betyder alt for datacentrene i en verden, hvor samtlige techgiganter har erklærede og meget ambitiøse målsætninger om 100 % bæredygtig drift og et klimaaftryk, som ikke bare er CO2-neutralt, men for mange ligefrem CO2-negativt. Alle værktøjer skal i brug, og udnyttelse af overskudsvarme er et af Danmarks stærke grønne kort.

    Kommentarer

    Andre klikkede på...