Dansk Fjernvarme

Fjernvarme til den vestlige del af Odense Kommune

30. november 2012 | 2012

Fjernvarme til den vestlige del af Odense Kommune

Fjernvarme Fyn A/ S vil sende fjernvarmevand til knap 400 husstande " på landet" i det vestlige Odense og dermed gå i direkte konkurrence med Naturgas Fyn om at levere varme til Blommenslyst, Vejrup. Ubberud og Ravnebjerg. Det skriver Fyens Stiftstidende.


Siden 1984 har den del af det vestlige Odense været udlagt som naturgasområde - dog således at husejerne frit har kunnet vælge fyring med olie.


Hvis og når fjernvarmen får lagt sine ledninger i jorden, vil der ikke blive stillet krav om, at borgerne skal tilslutte sig. Det er et tilbud, som de kan tage imod eller lade være.


Baggrunden for sagen er, at beboere i området har ønsket at få muligheden for fjernvarme.

I energiplanen fortælles, at fossile brændsler som olie og naturgas skal udskiftes med mere miljøvenlige opvarmningsformer. Og det er fjernvarmen, argumenterer Fjernvarme Fyn.


Før By- og Kulturudvalget kan træffe afgørelse, skal det sikres, at økonomien hos Naturgas Fyn ikke forringes væsentligt som følge af fjernvarmens indtog.

 

Både Fjernvarme Fyn og Naturgas Fyn har store økonomiske interesser i det vestlige Odense.

Odense Kommune har byrådsmedlemmer i begge selskabers bestyrelse.

Hos Naturgas Fyn er borgmester Anker Boye ( S) formand og rådmand Steen Møller ( K) bestyrelsesmedlem.

Hos Fjernvarme Fyn er byrådsmedlemmerne Chr. Frederiksen ( S), Stina Willumsen ( SF) og Lars Chr. Lilleholt ( V) i bestyrelsen.