Dansk Fjernvarme

Ventetiden er ovre - nu skal der handles

27. september 2010 | 2010

Ventetiden er ovre - nu skal der handles

Efter måneders venten sker der nu noget. Med Klimakommissionens rapport fra denne uge kan vi forhåbentlig få sat skub i arbejdet for at sikre: CO2neutralitet, uafhængighed af fossile brændsler, vedvarende energi og energieffektiviseringer. Det skriver Nyhedsbladet Dansk Energi.

Nogle af løsningerne ligger lige for. Flere rapporter har det seneste år vist, at enigheden mellem markedets aktører er forbavsende stor. Ser vi på analyser fra Energinet.dk, Dansk Fjernvarme, Ingeniørforeningen, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Energi ' Power to the People' er lighederne mange, så størstedelen af de nødvendige beslutninger ligger lige for.


Regeringen forventer, at udbygningen med biomasse kommer til at spille en central rolle, men det kræver en justering af de nuværende regler - en justering der sikrer, at både kraftvarmeværker og fjernvarmeselskaber har de rette incitamenter. Der er behov for en ændring af varmeforsyningsloven, så fordelene ved at gå fra kul til biomasse tilfalder både fjernvarmekunder og kraftværker, påpeger man i Nyhedsbladet Dansk Energi.

Et af de steder, hvor der er behov for omfattende ændringer, er på afgiftsområdet. Omstillingen af energisystemet kan ikke gennemføres effektivt, når afgifterne agerer stopklods, slås der fast.