Selv om fliskedlen på varmeværket i Ølgod kører i døgndrift, og der ryger 75 tons ind i den 800 grader varme ovn hver eneste dag, så er det ikke helt nok.
Temperaturen er så langt nede udenfor, at forbrugerne skruer op for radiatorerne, og så må oliekedlen tages i brug også. Det skriver Jydske Vestkysten.
”Vi kan ikke følge med lige nu. Kedlen kører på overtid,” siger driftsleder Leif Pedersen.
Der bliver brugt 50 procent mere flis lige nu, end der plejer på normale vinterdage, så der er plads til en uges forbrug i den store hal.
Men netop derfor har værket en spidslast-reserve i form af en oliekedel til at aflaste. Derfor er der rigelig kapacitet til at klare behovet. Tilsvarende forholder det sig rundt på landets øvrige mere end 400 fjernvarmeværker. Netop nu tænder man for spidslastreserverne, men kun når det er nødvendigt, hvilket typisk er i eksempelvis morgentimerne.
Mandag morgen er der typisk det absolut største behov. Det hænger sammen med, at institutioner og virksomheder lukker op for radiatorerne igen efter at have lukket ned i weekenderne.