Dansk Fjernvarme

Varmeværker på vej mod samarbejde

21. december 2010 | 2010

Varmeværker på vej mod samarbejde

Hundige Fjernvarme og Greve Strandby Fjernvarme har indledt et samarbejde om fælles drift og administration af de to værker. Det skriver Sydkysten Weekend.

For et par år siden arbejdede man på muligheden for fusion af de to værker, men det strandede i første omgang på grund af økonomiske konsekvenser. Prisen hos aftagerne fra Hundige Fjernvarme skulle stige en smule, og tilsvarende falde hos Greve Strandby Fjernvarme, og det var der modstand imod.


Men modstanden var ikke større, end kontakten de to værker imellem er vedligeholdt.

På sigt er begge bestyrelser ikke i tvivl om, at en fusion er målet, selv om der måske ikke er så mange penge at spare, som man en gang troede ved at etablere en robust administration til at løse de mange nye opgaver, der er blevet pålagt fjernvarmeværkerne.
Det gælder blandt andet de omfattende energisparekrav, der løbende skal følges op på.

I efteråret 2009 blev der ansat en fælles forretningsfører til de to fjernvarmeværker. Han er nu i gang med at implementere en række fælles procedurer for de to værker.
De to selskabers økonomier køres dog fortsat hver for sig og med hver sin tarif.

Og begge selskaber har også fortsat hver sin bestyrelse.
Økonomistyringen betyder dog, at selskaberne er ved at blive ensrettede og dermed også rationaliserede.