Kommunerne vil gerne planlægge en omstilling til mere vedvarende energi i varmeforsyningen. Men de kan ikke få penge til at løse opgaven. Det skal de have, mener socialdemokraterne, Konservative vil afvente udspil fra Klimakommissionen, skriver Berlingske Tidende.
Det er KL’s formand for teknik og miljø, Martin Damm (V), der siger, at kommunerne skal have flere penge for at løse opgaven med strategisk energiplanlægning, som Varmeplan Danmark 2010 udpeger som nøglepunkt til at nå målet om en fossilfri opvarmning. En opgave, som kommunerne vel at mærke har haft hele tiden, men blot ikke løser.
”Vi har flere gange forsøgt at få staten til at afsætte midler til det her område. Det er endnu ikke lykkedes. Nu satser vi på, at pengene til den strategiske energiplanlægning kan blive en del af det kommende energipolitiske forlig i folketinget. Sker det ikke, får vi ikke den helhedsplanlægning, der er nødvendig for at sikre en omstilling af energiforsyningen til vedvarende energi;” siger Martin Damm.