Midtjyske installatører og energieksperter kan godt spidse blyanten og finde tilbudsblokken frem: Silkeborg vil nu give varmesystemet i alle kommunale bygninger et eftersyn, skriver Erhvervsbladet.
Det skyldes gode erfaringer fra blandt andet en skole, hvor et eftersyn har udløst en årlig besparelse på 30.000 kroner.
Samlet regner kommunen med at skulle investere en halv million kroner og spare fire gange så meget hvert år. En stor del af gevinsten ligger i, at det varme vand udnyttes bedre, inden det sendes tilbage til fjernvarmeværket.
Når Silkeborg - og mange andre kommuner - sætter forbruget af varme og anden energi under lup, så skyldes det ikke kun økonomi, men også, at stort set alle kommuner har vedtaget at sænke udledningen af CO2 markant.