Det går så trægt med at uddele tilskud til at udskifte oliefyr, at el- og vvs-brancheforeningen Tekniq nu kræver øget synlighed af puljen på 400 millioner kroner.
Trods stor interesse da puljen åbnede, går det nu meget trægt med at komme af med de 400 millioner kroner, som et flertal i Folketinget har stillet til rådighed for danskere, der vil udskifte oliefyret med en mere miljøvenlig varmeforsyning. Siden åbningsdagen, hvor der kom 2500 ansøgninger, er der nu omkring 5000, der har søgt om tilskud, og målet i Energistyrelsen var at nå op imod 30.000.
De nuværende 5000 ansøgninger er "en del færre end forventet" ifølge Christian Jarby, afdelingschef i Tekniq, som organiserer vvs- og el-installatører. Og derfor slår brancheorganisationen til lyd for, at puljen bliver markedsført mere, skriver Erhvervsbladet.
- Det er helt sikkert, at der er brug for mere omtale af tilskudsmuligheden - ikke kun fra os, men også fra andre aktører, udtaler Christian Jarby til nyhedsbrevet installatørhorisont.dk.
Tekniq har sendt materiale til 140.000 ejere af oliefyr, men foreløbig har det ikke kastet så meget af sig. Tekniq vurderer selv, at mange oliefyrsejere har brug for tid til at undersøge alternativer som varmepumper, solvarme og jordvarme. Derimod er det let at skifte til fjernvarme i mange større byområder.
50 procent af de hidtidige ansøgninger er til fjernvarme, mens de øvrige fordeler sig på de tre alternativer.