Dansk Fjernvarme

Storm P-agtigt forsøg skal rense biogas

3. september 2010 | 2010

Storm P-agtigt forsøg skal rense biogas

”Lidt Storm-P-agtigt med brugte beholdere, tanke og andre materialer, der kan fås for en slik”.


Sådan beskriver Ingeniøren det lille forsøg, der skal finde sted hos Thorsø Biogas mellem Århus og Viborg. Målet med forsøget er at gøre det billigere at rense CO2 ud af biogassen, så der er ren methan tilbage. Den kan udnyttes præcis som naturgas.


Udfordringen består i, at biogas består af cirka en tredjedel CO2. Gassen kan, trods CO2-indholdet, brændes i kraftvarmeværker, sådan som det blandt andet sker i Thorsø. CO2'en forhindrer derimod biogassen i at komme ud i det fintmaskede naturgasnet.


Dansk Gasteknisk Center har tidligere anslået rensningen af CO2 til at koste 85 øre per kubikmeter biomethan men med forsøget i Thorsø sigter man mod at kunne gøre det til 50 øre per kubikmeter.


Selve grundteknologien i forsøget er velkendt. Det handler om scrubber-teknik, hvor kuldioxid og svovlbrinte reagerer med et væskemedie. Men designet bliver anderledes end det hidtil kendte.


Forsøget skal efter planen være afsluttet til marts.