Et 12.500 kvadratmeter stort solfanger-anlæg til Sydlangeland Fjernvarme kommer et vigtigt skridt videre, når kommunalbestyrelsen i dag forventes at godkende ansøgningen. Det skriver Fyns Amts Avis.
Økonomiudvalget er positivt indstillet, men der er dog lige et økonomisk mellem-værende, der skal overstås.
Solfangeranlægget koster 25 millioner kroner, og derfor har Sydlangeland Fjernvarme søgt kommunegaranti.
- Vi siger ja til at give kommunegaranti til omlægning af et lån på 18,5 millioner kroner, oplyser borgmester Bjarne Nielsen (V).
Politikerne vil dog ikke her og nu garantere hele beløbet på de 25 millioner kroner.
- Vi er positive over for tanken og ideen med et solfangeranlæg, men vi vil se et budget først, påpeger Bjarne Nielsen.
Sydlangeland Fjernvarme fyrer med halm, som det bliver mere og mere vanskeligt at opdrive.
Derfor vil bestyrelsen sikre en anden bæredygtig energiform.