Mange har nok opfattelsen af, at det samlet set efter danske forhold har været en varm og solrig sommer - dog med mange udsving i vejret. Det skriver Jydske Vestkysten.
Men på Danmarks tredjestørste solvarmeanlæg i Gram kan man måle sig til, at solen har svigtet denne sommer.
Det er især overskyede og regnfulde dage i maj, juni og senest her i august, der er skyld i de skuffende tal.
- Vi ligger foreløbig i år 25 procent efter den mængde energi, solfangerne ifølge beregningerne skulle producere på et normalt år, fortæller Lars M. Damkjær, Gram Fjernvarme.
- Men sådan er det. Andre år vil vi få mere energi end beregnet ud af anlægget. Vi kan være tilfredse med, at virkningsgraden af solfangerne har været lige så god, som den burde være, siger Lars M. Damkjær.
Solvarmeanlægget blev indviet i juni sidste år. Det skal efter planen levere 17 procent af varmen til de 1100 forbrugere, der ejer Gram Fjernvarme. Resten af varmen laves af naturgas.