Ansøgninger til varmepumper vælter ind hos kommunerne, der i mange tilfælde kvitterer med ventetider på over tre måneder, viser ny undersøgelse. Konsekvensen er, at familier finder andre opvarmningsformer, hvis eksempelvis oliefyret går i stykker, advarer Dansk Energi, skriver Ingeniøren.
Næste halvdelen af landets kommuner bruger en måned eller mere på at sagsbehandle ansøgninger om etablering af varmepumper, såsom jordvarmeanlæg, skriver Ingeniørens specialnyhedsbrev Teknologisk Indsigt.
I 15 ud af 68 kommuner tager sagsbehandlingen mindst tre måneder, og det får private til at finde andre opvarmningsformer, advarer Richard Schalburg, der er konsulent i Dansk Energi.
»Sagsbehandlingen giver problemer, hvis man ønsker at skifte til en varmepumpe, når oliefyret går i stykker. For hvem kan vente 12 uger på det varme vand,« spørger Richard Schalburg.
Undersøgelsen af sagsbehandlingstiderne er foretaget af Dansk Energi, der blandt andet repræsenterer de virksomheder, der sælger varmepumper. Undersøgelsen er baseret på interview med 68 kommuner, som Epinion har gennemført.