Energiselskaberne benytter sig af den nye oliefyrs-skrotordning til at få forbrugerne over på fjernvarmenettet. Det fortæller DR P4 Sjælland.
Med kampagner, som tilbyder delvis eller helt gratis tilslutning til det lokale fjernvarmenet, håber energiselskaberne at få flere kunder i butikken.
En af dem er Refa Energi Lolland-Falster, der i øjeblikket tilbyder gratis fjernvarme-tilslutning til husstande i Stubbekøbing og Ore. En operation, som normalt koster omkring 30.000 kroner pr. tilslutning.
Der er tale om en win-win situation, fortæller blandt andet afdelingschef Lone Hansen fra Dansk Fjernvarme.
”Der kommer flere på nettet, og dermed bliver der flere til at dele de faste omkostninger. Så det er også en fordel for de eksisterende kunder,” siger hun.