Dansk Fjernvarme

Samsø vil køre på gylle og affald om to år

6. april 2010 | 2010

Samsø vil køre på gylle og affald om to år

Et biogasanlæg til 20-30 millioner kroner kan forsyne al kommunal transport på Samsø med brændstof om to år. Men ekspert i energiplanlægning mener, at Samsø hellere burde satse på elbiler. Det skriver Ingeniøren.


»Vi har alle biomasseressourcerne på Samsø. Og transport er det sidste vi mangler for at gøre øen helt grøn,« siger lederen af Samsø Energiakademi, Søren Hermansen.

Akademiet har udviklet en plan, der for mellem 20 og 30 millioner kroner kan gøre en stor del af øens kørsel bæredygtig:

Landmændene kommer af med gyllen, og Samsøs enorme grøntsagsproduktion med affald, og busser, postbiler og kommunale køretøjer, der i dag drives frem af fossilt brændstof, bliver bygget om til at køre grønt. I heldigste fald kan det ske i løbet af to år.

I Plan Energi tror cand. scient. Peter Jacob Jørgensen, der har stor erfaring i biogasplanlægning og energiplanlægning, imidlertid mere på transport med elbiler end med biogasbiler.

»Biogasanlæg er jo en enestående mulighed for at løse landbrugets problemer, men en knapt så smart måde at løse transportproblemer på,« vurderer han.