Din varmeregning behøver ikke at skyde i vejret, selv om udendørstemperaturen dykker i bund.
Politikens Tjek.dk har spurgt Center for Energibesparelser, hvordan du nemt og uden at betale en krone kan spare på varmeregningen.
»Håndtaget (altså termostaten, red.) på radiatoren kan for eksempel være groet fast, fordi den har stået stille hele sommeren. Så kan man dreje den helt op og ned for at sikre, at den virker«, siger Poul Erik Pedersen, projektleder i Center for Energibesparelser.
Er du alligevel indstillet på at investere et beskedent beløb, så bør du se boligen igennem efter nøgne og uisolerede varmtvandsrør. De bør nemlig isoleres, skriver tjek.dk:
»Det giver umiddelbart en relativ stor besparelse i forhold til en relativ lille investering. Det gælder især hvis rørene ligger i uopvarmede rum. Det kan være i fyr- eller kælderrum. Her kan det være rigtig meget at spare«, siger Poul Erik Pedersen.
»Man kan jo starte med at føle på vandrørene, og hvis de er glohede, så er der noget at komme efter«.
Man kan også finde gode spareråd på www.fjernvarme.dk