Dansk Fjernvarme

Oliefyrsbranche: Giv det forhadte oliefyr comeback

17. september 2010 | 2010

Oliefyrsbranche: Giv det forhadte oliefyr comeback

Dansk Energi Brancheforening, som organiserer leverandørerne af opvarmningsudstyr, vil give et comeback til de oliefyr, som det officielle Danmark lægger for had som klimasyndere og giver tilskud til at skrotte.

Brancheforeningen har udført beregninger, der viser, at det ikke kan svare sig at indføre et forbud mod at sælge nye oliefyr, sådan som for eksempel SF's energiordfører, Anne Grete Holmsgaard, har foreslået.

Det er både mere miljørigtigt og bedre for danskernes bankkonti, hvis det i stedet bliver påbudt at skrotte oliekedler, når de er 20 år gamle, og lade dem købe et nyt og effektivt, kondenserende oliefyr i stedet, påpeger foreningen.

Ifølge beregningerne er der to millioner ton CO2 at spare i perioden frem til 2035 ved den model frem for at indføre et forbud mod nye oliefyr fra 2025. Den vigtigste grund er, at boligejerne på landet, langt fra fjernvarme og naturgas, vil holde liv i flammen i deres gamle fyr så længe som overhovedet muligt, hvis de ikke kan købe et nyt.

Dermed er der igen dømt talkrig om opvarmningen af de danske boliger, som ligger uden for fjernvarmeværkernes områder. Tidligere har der været stor uenighed om prisen for henholdsvis nye naturgasfyr og varmepumper.

Nu gælder tallene oliefyr: Kan det ud fra en rendyrket privatøkonomisk betragtning betale sig for de 300.000 danskere, som i dag benytter de forhadte oliefyr, at skifte til en varmepumpe, eller er de bedre stillet ved at holde liv i flammen fra de flydende fossiler?

»Hvis man regner på det på 15 års sigt, så er det bedre at have en varmepumpe,« lyder det fra chefkonsulent Richard Schalburg fra elselskabernes brancheforening, Dansk Energi.

Det synspunkt bakkes dog ikke op af Dansk Energis Brancheforening:

»Det er et urealistisk, optimistisk regnestykke, som ikke afspejler virkelighedens verden,« svarer sekretariatschef Jørgen K. Nielsen fra Dansk Energis Brancheforening, som organiserer leverandører af opvarmningsudstyr, herunder både fyr og varmepumper.

Begge organisationer er ude med beregninger til at understøtte deres påstande. Elselskaberne argumenterer i flere henvendelser til offentligheden for hurtigst muligt at slippe af med 200.000 af de 300.000 danske oliefyr.