Dansk Fjernvarme

Nye regler kan være bombe under affaldsforbrænding

24. september 2010 | 2010

Nye regler kan være bombe under affaldsforbrænding

Fra 12. december kan en tredjedel af det affald, som i dag forbrændes på de danske forbrændingsanlæg, teoretisk set køres videre til udlandet. Konsekvenserne kan blive dyrere affaldsbehandling og højere fjernvarmepriser for forbrugerne - og at vi sender eftertragtet VE-brændsel ud af landet. Det skriver Ingeniøren.


Affaldsbehandling skal ud i fri konkurrence.


Det siger EU, og for Danmark betyder det, at 1 mio. ton forbrændingsegnet erhvervsaffald årligt fra 12. december ikke mere skal afbrændes i danske forbrændingsanlæg, men frit kan eksporteres til for eksempel Tyskland eller Sverige.


Konsekvensen af dette kan blive svære tider for forbrændingsanlæggene og ekstraregninger til danske forbrugere for at komme af med deres affald.


Store dele af den danske affaldsbranche er nemlig ikke i tvivl om, at en væsentlig del af dette erhvervsaffald - som udgør en tredjedel af alt affald på forbrændingsanlæggene - vil blive kørt til udlandet. Ikke fordi de udenlandske anlæg er mere effektive, men fordi de danske afgifter gør det umuligt at konkurrere med priserne i udlandet:

»Vores analyser viser, at det koster 200-300 kroner mere pr. ton at brænde affald i danske anlæg end i svenske og 300-500 mere pr. ton end i visse tyske anlæg - udelukkende på grund af forskelle i afgifts-og tilskudsordninger,« siger Mads Jakobsen, formand for RenoSam, som repræsenterer 41 kommunale affaldsselskaber og modtagestationer.


Tallene stammer fra en ny rapport om rammebetingelserne for affaldsværkerne, som konsulentfirmaet Ea Energianalyse har udarbejdet for RenoSam.