Efter den globale nedtur på klimatopmødet i København drejer det sig nu om handling frem for forhandling. Danmark og Danmarks nye klima- og energiminister Lykke Friis må i arbejdstøjet for at sikre hurtige og konkrete fremskridt på vejen mod et fossilfrit samfund. Det skriver Information.
Det er den fælles besked til Lykke Friis fra en række hjemlige ngo'er, brancheorganisationer, rådgivningsfirmaer og energiforskere, som Information har konsulteret. Og ministeren ved det godt.
Fra en bred kreds af fagfolk lyder det til Lykke Friis, at der findes udredninger og rapporter nok, der viser, at Danmark teknologisk kan gå ind i klimakampen og stadig være energieffektive. Det handler for ministeren om at skabe rammerne for at udføre tingene i praksis. Og det hurtigt.