En række projekter om fjernvarme til flere hundrede millioner kroner giver masser af byggejob i Birkerød og omegn. Det skriver Erhvervsbladet.
Den på en gang massive og spredte udbygning af det danske fjernvarmenet påkalder sig ikke megen medieopmærksomhed, men alene i og omkring Birkerød i Nordsjælland er flere projekter i gang.
I kroner og øre summer de op i 300-400 millioner kroner, hvoraf hovedparten går videre til underleverandører, blandt andre byggefirmaer, som graver rør ned, og installatører, som kobler varmeanlæggene i de enkelte boliger og ejendomme til varmerørene.
Det største projekt til en kvart milliard kroner er i fuld gang i selve Birkerød, hvor knap 4000 husstande samt en del virksomheder og institutioner dropper naturgassen. I stedet bliver store dele af byen koblet på den mere miljøvenlige fjernvarme via store varmerør fra Nordforbrænding i Hørsholm.