Hørsholm har to fordele: Elegance - og et kraftvarmeværk.
Det er det billede, den førende amerikanske avis New York Times maler af den nordsjællandske by.
Avisen har besøgt byen for at se nærmere på et fænomen, som deler amerikanske miljøforkæmpere, nemlig kraftvarmeværker. Det skriver Politiken.
Hørsholms husholdninger sender sit affald i forbrændingsovnene og får varme og elektricitet tilbage. Blot fire procent af Hørsholms affald ender på lossepladser.
Newyorkerne - og stort set resten af den amerikanske befolkning - læsser til gengæld det meste af deres affald af på store lossepladser, der dækkes med jord, efterhånden som de fyldes op.
Dermed ligger pap, computerdele, plastik og metalskrot begravet i enorme bunker i den amerikanske natur. Danmarks fem millioner indbyggere har 29 værker, mens de 300 millioner amerikanere har 87 affaldsforbrændinger.
Hver dag sender byen New York 10.500 ton affald til lossepladser så langt væk som i Ohio og South Carolina. Det koster årligt byen 1,7 milliarder kroner.