Dansk Fjernvarme

Modstrøm leverer kunderne gratis el om natten

5. november 2010 | 2010

Modstrøm leverer kunderne gratis el om natten

I fremtiden vil varmepumper og elbiler, der ikke udleder drivhusgasser, køre på strøm fra vind, sol og vand, skriver Berlingske Tidende.

I el branchen og blandt energiplanlæggere har man i årevis talt om, at man burde levere billig eller gratis el til kunderne om natten for at flytte elforbruget til perioder med lav belastning af elnettet.


Er strømmen billig, vil det f. eks. blive en god idé at lade vaskemaskinen køre eller lade bilerne op om natten, hvis bilerne skal være klar til brug om morgenen.


Selv om det varer en rum tid, før Danmark har mange elbiler, introducerer det lille støt voksende elselskab Modstrøm som landets første en ordning med at tilbyde gratis el om natten til alle private kunder.


Det sker både som en provokation for at gøre politikerne opmærksom på, at de bør omlægge energiafgifterne, så el generelt bliver billigere om natten, og for at kapre kunder fra konkurrenterne. Siden Modstrøm blev stiftet for små tre år siden, har selskabet fået 10.000 privatkunder og 12.000 erhvervskunder.


Vil man have gratis strøm om natten, kræver det, at man køber en automatisk elaflæser hos Modstrøm til 1.500 kr. Det er et digitalt kamera, der er monteret på måleren. Kameraet tager et billede af tallene på måleren og sender dem videre til elselskabet.


I dag er der allerede en særdeles effektiv metode til at sikre en optimal udnyttelse af vindmøllestrøm, som produceres på tidspunkter, hvor der ikke er behov strømmen i elsystemet. Det er elpatronerne, som netop nu installeres i stor stil rundt på danske fjernvarmeværker. Elpatronerne tænder, når strømmen er billig og gemmer dermed vindmøllestrøm til når det ikke blæser.