Dansk Fjernvarme

Minister vil undersøge gylleafbrænding

27. april 2010 | 2010

Minister vil undersøge gylleafbrænding

Klima- og energiminister Lykke Friis åbner nu for, at gylle kan blive sidestillet med halm, når det brændes i kraftværker. I dag bliver gyllen betegnet som affald, og derfor bliver værkerne pålagt en afgift. Det skriver Altinget.dk.


Ministerens melding kommer, efter at Dansk Energi har vurderet, at danske kraftværker kan spare op mod 4 mio. ton CO2 om året, hvis de får lov til at brænde gylle, samtidig med at man ændrer på tilskuds- og afgiftssystemet for biomasse for at skabe bedre rammer for biomasseværker.

"Vi vil naturligvis analysere de forslag, som Dansk Energi er kommet med, nærmere og gå i dialog med branchen om, hvorvidt forslagene kan gennemføres," siger Lykke Friis.


Gylle bliver støttet med 72 øre pr. produceret kWt, hvis det forgasses til biogas. Dansk Energi foreslår, at man som alternativ til biogasproduktion får lov at brænde gyllen af.

I dag kan man sagtens brænde gylle af i kraftværker, hvis det separeres i en våd og en tør del, men det bliver beskattet som affald. Hvis definitionen på gylle i stedet ændres til biomasse, så bliver det muligt at opnå støtte. Biomasse bliver støttet gennem et pristillæg på 15 øre pr. produceret kWt el, samt afgiftsfritagelse for varmeproduktion.